The Tolkien Ensemble – og det provinsielles indtog i Koncerthuset
Af Esben Weiergang Larsen
XQ28’s stormende forelskelse i alt hvad der foregår i Koncerthusets Studie 1 blev sat på en hård prøve da man lod en koncertant udgave af Ringenes Herre løbe af stabelen. Det skortede ikke på Tolkien-aficionados, ej heller på lyseffekter, men til gengæld måtte man spejde langt efter en hel del andet.
Det var en folkekær trup man til lejligheden havde sammenstillet. Blandt solisterne var Kurt Ravn, Tom McEwan, Povl Dissing, og som aftenens fortæller den verdenskendte Christopher Lee, som spillede Saruman i filmatiseringen af Ringenes Herre. Dertil et udvalg af danske og udenlandske folkesangere, musikanter og musicalartister i The Tolkien Ensemble. Og så DR UnderholdningsOrkestret og DR KoncertKoret under ledelse af David Firman.
Musikken var overvejende nyskreven af Peter Hall og Casper Reiff.
Alt i alt en frygtelig masse mennesker, flertallet af hvilke man muligvis skal være Tolkienfan for at have hørt om før.
På papiret ser det måske kønt ud. En masse nyskreven musik over et mildt sagt populært tema, en masse populære solister, et stort orkester og en stor sal med et overdådigt lysshow. Men kønt var det langt fra. I realiseret form var det et tydeligt uoriginalt, talentløst og idéforladt foretagende.
Ravn, Dissing m.fl. hænger fast i den musicaltradition som dyrkedes flittigt herhjemme for 15-20 år siden. De spillede og sang akkurat som de gjorde dengang, dog har tiden, og den manglende fornyelse, taget det sarte skin fra dem, og de stod mumlende som skamstøtter over den kulturelle stilstand.
Det værste er at de, trods det, var aftenens stærkeste kort; de havde deres karakteristika at vifte med.
Den nyskrevne musik var ærligt talt pinligt elendig og klichéfyldt. Skåret over en blankslidt musicallæst, drysset med irsk, og med tekster så banale og kunstforladte at man nærmest måtte græde, hvis man da ikke havde haft for travlt med at gabe og krumme tæer. De små, yndige danseindslag med tilnærmet riverdance var lige netop små og yndige, ikke mere.
Det vulgært store lysshow overmandede helt og aldeles Studie 1, og man havde valgt at anbringe kulturhistoriens største fosterhinde midt i rummet, til hvad nytte man end kan have forestillet sig. Og dette lysshows kvantitetsfiksering leder tankerne hen på om man mon kan have haft økonomiske spekulationer som primær drivkraft for hele arrangementet. Det ville forklare en del.
Det var bedst når truppen stod ved sin billighed og slap irsk danseglæde og Tom McEwan løs på trommerne, da swingede det lidt, og man fik lyst til at slappe af i tæerne. Ellers er dette show helt sikkert mere egnet til Jyllandsturnéer og lignende gæstespil i kulturfattige egne.
|