Af Sabitha S. Skywalker
Jeg kan tydeligt huske første gang jeg stødte på Pete Doherty, det regnede udenfor og jeg var på besøg hos min mormor i Finland. Der var ikke andet at tage sig til end at se fjernsyn, og det mest spændende der var at se, var Live 8. Elton John sad ved sit klaver og sagde i mikrofonen at nu ville han synge ”Children of The Revolution”, et gammelt T-Rex nummer. Her sker det så at Pete Doherty trådte ind på scenen, jeg tror mit hjerte må have stoppet med at slå, han var jo det smukkeste menneske jeg nogensinde havde set. Han var iført stramme blå jeans og habitjakke, om halsen hang to lange perlekæder, hans øjne var smurt ind i udtværet lyserød makeup og på hovedet bar han en slags kaptajn hat.. Det lyder måske ikke umiddelbart så attraktivt og han væltede desuden også rundt på scenen, han var givetvis på et eller andet, men da han begyndte på sin sang døde jeg en lille smule, for han har en stemme der får ens hjerte til at smuldre.
At The Libertines var genialt er der vidst ingen der kan sige noget til og da Babyshambles udgav deres første album blev man nok en smule skuffet, men man lyttede og man elskede det alligevel for det var jo Pete, Pete og hans enestående stemme. Og selvom det ikke var ”What Katie Did” men ”What Katie Did Next” så var det stadig godt, for det var stadig Pete.
Efter to udgivelser med Babyshambles står han nu med et længe ventet soloalbum.
Grace/Wastelands. Og sikke det er blevet høvlet ned, og folk siger han har mistet charmen, at nu må tiden være inde til at han finder på noget nyt at foretage sig, at det aldrig nogensinde kommer til at kunne måle sig med Libertines dagene og at pladen kun henvender sig til ”erklærede fans” og ikke har nogen oplagte hits.
Nej selvfølgelig vil et soloalbum fra Pete Doherty aldrig blive som Libertines-dagene, men sådan er der så mange ting. Morrissey, Jarvis?! Men det er ikke vigtigt, for hvis man lytter albummet igennem uden at have fordomme om hans stofmisbrug og hvad han tidligere har bedrevet, så er det en lille perle! Og det er så perfekt til de søndage hvor at alting føles lidt sværere at håndtere, hvor alt man kan overskue er at sidde i vindueskarmen og ryge cigaretter og drikke rødvin. Og det er perfekt til de få lørdage hvor alle dine venner er i byen, men du mest har lyst til at falde i søvn i din seng med alt tøjet på.
Pladen er meget akustisk så hans vidunderlige, snøvlende vokal træder rigtig frem, og jeg elsker det. Hver en vokal. Og sange som ”Sweet by And By” og ”Palace Of Bone” er helt enestående.
Men i virkeligheden er jeg måske ikke den rette at spørge, for jeg elsker ham så ubetinget… men jeg er sikker på at hvis i satte jer ned og rigtig lyttede så ville i også. Og hvis i stadig tvivler kan i jo tage med mig og høre ham d. 9 april i Øksnehallen? For om hans musik tiltaler en eller ej, så kan INGEN benægte at hans liveshows ikke altid er fantastiske.