Russiske rytmer
Af Esben Weiergang Larsen
Udstillingsbilleder af Musorgskij, orkestreret af Ravel, plus Prokofjevs balletmusik til Romeo og Julie, var de måske tilsyneladende løjerligt sammenstillede værker ved torsdagskoncerten den 30. april. Men de to russiske rytmegøjer, med fransk sidevogn, viste sig at have masser af tørt pompøse ligheder.
Til at forløse det enkle program, to værker af to komponister, to dele, én på hver side af pausen, havde man den af DR Symfoniorkestret velkendte russer, Dmitrij Kitajenko på podiet. Han har tidligere været 1. gæstedirigent for orkestret.
Sergej Prokofjevs Romeo og Julie byder på nogle af den klassiske musiks mest populære temaer. Man havde udvalgt 13 stykker af det samlede værk, frem for at spille den lidt poppet sammenkogte, og vældigt eksponerede suite.
Musorgskij lod sig inspirere til de 10 satser i Udstillingsbilleder da han besøgte en udstilling med… billeder. Satserne har vældigt morsomme navne som ”Gnomus” og ”Kyllingernes dans i æggeskallerne”.
Lad være etableret at den stringente opulens i det 20. århundredes orkestrering af russisk musik, generelt fungerer godt i Studie 1. Selvom alt hvad der ikke er dybt metal bliver meget træagtigt, på grænsen til over-let og tørt, lader det alligevel denne musik gode forhold. Tubaen, pianofortet, saxen, lilletrommen, alle disse skønne orkestreringsmæssige påfund, som føjer moderniteten, jazz’en og dansabiliteten til den klassiske musik, får alle lov at stå klart og malende frem – uden at de traditionelle instrumenter kommer til at stå i skyggen.
Lad en væsentlig del af ovenstående også være Kitajenkos fortjeneste. Han dirigerer herligt udansk, med en hårdnakket vitalitet og vitaminrig, talentfuld indlevelse. Han lader ikke til at søge ligeværdig dialog med orkestret, men jager dem lige ind i ilden, og det virker som en god disposition i hans tilfælde. Jeg tror at han, navnlig i dette repertoire, vitterligt er maestro i forholdet.
Og de mindre kendte Udstillingsbilleder, som ofte blot spilles på klaver, var i denne orkesterudgave, lige så fortællende og medrivende som Romeo og Julie. De har øjeblikke af Stravinskijsk geni, og medfører noget af den samme kropsintellektuelle oprevethed hos tilhøreren. Alletiders herligste koncertledsager var i affekt: ”Det er romantikerne i Jena! Det er fragmenter, som ikke er brudstykker af en helhed, men hvis ender vokser og ekspanderer mod…”
Vi ender, også i denne uge, på fem stjerner. Og igen må der strammes op på detaljer og småsjusk i orkestret hvis den sidste skal på. For selvom der er kanel, fx træets soli hos Prokofjev, som var sublime, hele eventyr i sig selv, er der søreme også skidt - og jeg nævner ingen trompetsolisters navne.
|
|
|