Af Marie Nielsen, Musikredaktør, Marie@XQ28mail.com
Måske kender du Patrick Spiegelberg fra tidligere tiders Popstars, hvor han dannede gruppen Fu:el, som udgav et album, men aldrig rigtig slog igennem? Eller fra 2008 hvor han repræsenterede Danmark sammen med Katja Svensson ved Det Europæiske Danse Grand Prix i Glasgow, hvor de fik en flot 6. plads? Måske er du mere bekendt med Patrick fra dansescenen, hvor han danser for Infernal? Mit kendskab til Patrick Spiegelberg er udelukkende som musiker med stort M, som fyrede den af ved dette års Pride Party på Rådhuspladsen med sin nye single ”Die On the Disco”.
Jeg besluttede mig efter hans optræden på Rådhuspladsen d. 21. august i år at sætte ham i stævne for at høre nærmere om ham og hans musik. For showet på Rådhuspladsen beviste virkelig, hvor stort et talent han har som musiker og performer, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at her er en ung mand, som vi kommer til at høre og se meget mere til. Derfor spurgte jeg Patrick som det første på en hyggelig café i Botanisk Have søndag d. 5. september, hvordan han ville beskrive sig selv som musiker?
Patrick var meget velovervejet i sit svar: ”Jeg er en simpel, men perfektionistisk musiker, der elsker en god sang. Jeg er en sort/hvid person forstået på den måde, at enten er sangen rigtig god eller rigtig dårlig. Jeg er eksperimenterende og levende i min musik, og jeg elsker at blande stilarter. Musik er kort sagt mit ”drug”. Patrick fortæller om en lang karriere indenfor musik og dans, som rent musisk har udviklet sig henover årene, og det befinder Patrick sig godt med. For så er han i fuld kontrol med sin egen musikalske udvikling, og det må man i sandhed erkende, at han er. "Enhver junkie behøver sit drug og at stå på scenen med alle de forskellige artister har været en slags symptom behandling. Nu er jeg klar som artist og klar til at prøve mit eget univers af"
Patrick er pt. højaktuel med singlen ”Die on the Disco”. Men hvad er baggrunden for ”Die on the Disco”? "Jeg er en arbejdshest, som lever livet til fulde. Men en aften jeg var ude og spille, var jeg så udmattet, at jeg faldt om, ikke noget farligt, men jeg tænkte straks: ”I’m gonna die on the disco”. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg har respekt for døden, men hellere dø som 40-årig og have levet livet, for hvad er år i forhold til livskvalitet? Pas på hinanden og dig selv, men lev livet”.
Om der kommer et album, som opfølger til ”Die on the Disco”? ”Jeg vil gerne blive ved med at lave club-music, måske kommer der et album og måske kommer der bare en masse festsingler. Fokus er lige nu, hvad jeg gerne vil, og det er at skrive sange, der kommer nemt til mig. ”Die on the Disco” er blevet godt modtaget. Mit indtryk er, at folk på Rådhuspladsen synes, at jeg var interessant og dygtig. Jeg har fået god feedback.. Jeg ved hvem jeg er og hvad jeg vil og hvis man viser, at man hviler i sig selv og står inde for det, man laver, så er det min oplevelse at man kan connecte med hvem som helst. Jeg laver musikken for at komme ud og spille. Jeg vil gerne møde publikum live, og jeg elsker, når man når det symbiotiske punkt mellem publikum og én selv”.
Men hvad med fremtiden? Patrick Spiegelberg har endnu ikke et stort pladeselskab i ryggen, men ønsker han også det?
”Musik er blevet hvermandseje. Man behøver ikke længere tage langt væk i dyre studier for at lave musik. Alle kan lave musik på computere efterhånden og det tror jeg gør det svært for selskaberne at holde trit med alle de forskellige muligheder de har. Et pladeselskab tager en vis procentdel fra kunstneren. Jeg spår, at fremtiden bliver at være sit eget selskab med en net butik ligesom jeg har hos www.minmusikbutik.dk , hvor man selv har 100 % kontrol, og alle penge går direkte til kunstneren. PR bureauerne står for markedsføringen og man har stadig en booker, men hvad ved jeg. Jeg vil bare gerne selv have kontrollen med min musik”.
Vi afslutter en rigtig hyggelig time i Botanisk Have, og jeg går derfra med den dybeste respekt for Patrick, hans musik og indstilling til den og livet generelt.
Patrick Spiegelberg skal optræde live til Mr.Gay.dk 2010 d. 25. september på Be Proud, og kan for øvrigt findes på Facebook, YouTube og MySpace.