Signe Svendsen ”Ny passager”.
Af Marie Nielsen, Musikredaktør marie@XQ28mail.com
Udkommet: 6. september 2010
Hjemmeside: http://www.signesvendsen.wordpress.com/ Pladeselskab: Bear Records
Ny passager kan vist kun kalde Signe Svendsen i kraft af, at dette er hendes debutalbum som soloartist. For ny passager er hun bestemt ikke, hvis man ser tilbage på hendes musiske karriere forud for denne udgivelse. Hun har arbejdet med kunstnere som Peter Smith, Aqua, Michael Carøe m.fl. men de fleste af os kan nok mest af alt nikke genkendende til hende som korsangerinde for Rollo og King, der i Grand Prix sammenhæng bragte Danmark på en flot 2. plads tilbage i 2001 med nummeret ”Der står et billede af dig på mit bord”.
Med albummet ”Ny passager” beviser Signe Svendsen, at hun nu er markeret på Danmarkskortet med en overbevisende stemme og 10 enkle, men stærke popnumre, som bestemt får én til at tænke og føle. Dette er på ingen måder noget der nærmer sig en døgnflue, og selvom hun på titelnummeret ”Ny passager” synger: ”Øjne flakker, landskab i fart, kolde frakker. Kraven over, blikket slået ned i en sær og sikker koreografi. Ingen ser den nye passager”, så lægger man bestemt mærke til Signe Svendsen i form af en ”Ny passager”. Selvom man kender situationen i et tog, hvor ingen tager sig af hinanden, men udelukkende forholder sig til sig selv, så formår Signe Svendsen med dette album ikke kun at få os til at forholde os til hendes tekster men også til os selv som individuelle mennesker i et fællesskab.
Hun synger om emner og situationer som vi alle kender. Synger så vi alle kan forstå hendes budskaber. Nogle af albummets stærkeste numre er ”Videre herfra”, ”Ny passager” og ”Rævesøvn”, for ikke at glemme en dejlig duet med Niels Skousen på nummeret ”Gentagelsen”.
Med teksten ”Fanget i faldet, trukket i land, hvis du slipper, står jeg. Stol på mig, jeg går videre, herfra. Så husk, jeg træder, måske forkert igen” på nummeret ”Videre herfra” fanger hun os med den virkelighed, at vi alle fejler og altid vil gøre det. Fantastisk nummer og tekst, der rammer os med en usvigelig selverkendelse.
Og med selverkendelse af følelser og mønstre formår Signe Svendsen at få vores nærværelse lige fra starten af dette debutalbum. Når det slutter, sidder man tilbage med lysten til at lytte mere til hendes dejlige stemme, som går lige i hjertet. Og netop hjertet, når det gør ondt, handler sangen ”Rævesøvn” om. Om nattevandring i København ”… Mine fire vægge snævrer, så jeg går ud, når mørket kalder. Det kommer an på fødderne, når hjertet gør ondt… Går og går til jeg næsten glemmer…”.
Signe Svendsen er kommet for at blive med albummet ”Ny passager”, og vi kan kun glædes over, at hun allerede begynder sin Danmarksturne i midten af september i år. For at opleve hende live med så følsomt et album må være en oplevelse, man ikke kan være foruden.
Jeg giver Signe Svendsen og ”Ny passager” 6 stjerner, for her er virkelig tale om en sangerinde og et album af international klasse.
Lyt her
|
|
|