Sukkerckok Releaseparty.

23. oktober 2010 af oliver

Kostbar, København

Torsdag d. 21. oktober 2010


Af Marie Nielsen, Musikredaktør.

Den røde løber var rullet ud, og der var goodiebags til de 50 første ankomne gæster, som pladeselskabet Universal Music havde inviteret i anledning af, at Sukkerchok udsendte deres andet album "De 1000 drømmes nat" d. 18. oktober. XQ28 var inviteret, takkede selvfølgelig ja og gik op ad den røde løber kl. 19.30.

Kostbar er en hyggelig bar i det indre København, hvor alt var møbleret i sorte og hvide farver, perfekt matchende til plakaterne med Sukkerchok og tv-skærme med musikvideoen til "De 1000 drømmes nat". Der blev budt på snacks og fri bar til de mange fremmødte gæster.

Kat, Malene og Simone bød folk velkommen og var tydeligvis meget glade for at se så mange venner, familie og folk fra pladebranchen. Den fremmødte presse blitzede løs i takt med, at der ankom flere gæster.

XQ28 fik sig en kort snak med Malene og Kat, som lyste af glæde og forventning. De glædede sig meget til aftenen. Kat fortalte, som kommentar til XQ28’s anmeldelse af den nye plade, at hun rent faktisk havde skrevet flere numre til pladen end "Rør mig". Men at de ikke var kommet med, fordi hendes stil var mere R&B, og det ikke helt havde passet ind i pladens stil. Dog opgav hun ikke ævred. Så mon ikke der bliver mere plads til hendes eget materiale på næste udspil fra Sukkerchok? Vi håber.

Omkring kl. 21 gik Malene, Kat og Simone på den til anledningen byggede scene og bød alle tre hver for sig velkommen til en stuvende fuld bar. Der blev råbt hurra og piftet i lange baner. En tydelig nervøs Simone fik på sin søde facon forklaret sin nervøsitet med, at hun jo var den nye pige i klassen. Men hendes glæde var ikke at skjule.

Første nummer var en akustisk udgave af albummets titelnummer "De 1000 drømmes nat" akkompagneret af Anders Bo på guitar. En flot indledning, hvor de tre pigers stemmer virkelig kom til sin ret, og Simone fik slået fast én gang for alle, hvorfor hun var blevet gruppens tredje medlem. Hun sang vidunderligt.

Dernæst fulgte sangen "Væk for altid". Malene fik indledningsvis sagt, at det ikke gjorde noget, hvis folk bevægede sig lidt, og det gjorde de så sandelig. Alle nød sangen til fulde og Sukkerchok’s præsentation. Derfor var der også en smule skuffelse, da pigerne annoncerede "Tænder mig" som det sidste nummer for denne aften.

Tre piger og tre sange fra et album, som folk tydeligvis var mødt op for at hylde. Selv Medina var også mødt op for at bakke op om pigerne, hvilket de var utrolig glade og beærede over.

XQ28 havde en god aften, som var godt tilrettelagt i pæne omgivelser, hvor intet manglede af hverken noget til ganen, glade mennesker eller veloplagte Sukkerchok.



06-05-2012 Avicii (Live)
23-04-2012 Morten Breum (Koncert)
16-04-2012 Burhan G (Koncert)
16-04-2012 Drake (Koncert)
25-03-2012 Sanne Salomonsen (Koncert)