Foto: Pressefoto fra Martin Axelgaards hjemmeside

Martin Axelgaard ”Alive”

24. november 2010 af oliver

Udkommer: Er ude nu

Hjemmeside: www.martinaxelgaard.dk

Pladeselskab: MI Records

Af Marie Nielsen, Musikredaktør, Marie@XQ28mail.com


Et debuterende blandet pop og rock album
Martin Axelgaard er en 29-årig dansk sanger, som er født og opvokset i Østervrå udenfor Hjørring. Oprindeligt uddannet klejnsmed efter endt skolegang, men allerede dengang var han begyndt at spille guitar. Fra mest at spille for sjov begyndte han, som årene gik at tage musikken mere og mere seriøst. Således gik det, at han i 2004 startede sit eget band, og de begyndte at optræde i de efterfølgende år med cover numre på barer og værtshuse landet over.

I 2007 rykkede Martin rødderne op i det nordjyske og flyttede til København med drømmen om at lave en plade. Pladen lod dog vente lidt på sig, men han spillede små gigs på de københavnske værtshuse og deltog i auditions. På et tidspunkt blev Martin Axelgaard kendt landet over efter at have medvirket i TV programmerne ”Singleliv”, ”X Factor”, ”Elsk mig i nat” og ”Stjernedrømme”. Faktisk nåede Martin Axelgaard i 2008 til finalen i ”Elsk mig i nat”, hvor han blandt andet sang solo med sangen ”Den bedste tid” af One Two, men han måtte se sig overgået af Joakim Tranberg, som vandt.

Men så blev drømmen om at lave en plade til virkelighed, og nu er Martin Axelgaard på gaden med sit debutalbum ”Alive”. Albummet er optaget og produceret i Medley Studiet af Søren Mikkelsen, som også står bag Saybia og Sys Bjerre.

Albummets ti engelsksprogede numre er skrevet af Rasmus Obitsø sammen med henholdsvis Line Friis og Frederikke Vedel. Udover at have været med til at skrive sangene spiller Rasmus Obitsø også guitar på albummet og er samtidig Martin Axelgaards A&R manager.

Første singleudspil var ”Another Day”, som udkom allerede i januar 2010. Et nummer, som tydeligvis handler om hans liv, vejen til musikken og kærligheden. ”Another Day Has Come and Gone // I Lie Alone Awake at Night // And Fear Dawn // Have I Blown My Chances Here? // Will You Listen When I Sing // My Songs Out There?”. Egentlig et lidt atypisk nummer i forhold til stort set resten af albummet, forstået på den måde at dette ikke udelukkende er en kærlighedssang. Der er også mere kød på den tekstmæssige del i denne sang. ”I Won’t Wear My // Eyes Wide Shut”. En smuk og elegant modsætningsfyldt strofe.

Jeg synes, at de pop/rockede gængse kærlighedssange fylder for meget på albummet. Nogle er numrene er faktisk rent tekstmæssigt ikke den store udfordring for lytteren med for eksempel mange gentagelser af omkvædet på ”Wrong Road”, ”Never Let Go” og ”Get Away”. Det bliver for simpelt, og sangene flyder derfor ud i hinanden. Hvis man kun læser teksten til ”My Heart Belongs To You”, ville den have været placeret i ovenstående kategori, men når man lytter til nummeret, bliver man fuldstændig revet med af den melankolske lyd. Vokalen er i fokus, og resultatet bliver en smuk og følelsesmæssig sang.

Hans andet singleudspil ”Alive” er musikalsk bygget flot op med en behagelig stille start, og igennem nummeret kommer flere instrumenter på for til sidst at ende i den rockede ende. I forhold til det første singleudspil er dette en rigtig kærlighedssang, dog ikke for simpel. Lidt i stil med ”Gone Love” og ”Seperate Ways”, dog har sidstnævnte mere at byde på i den tekstmæssige del end de to andre numre. ”Something’s Missing // Deep Inside this Bleeding Heart // Inside My  Battered soul”  og ”You Went to His Arms // You Did Not Bother Did not Care // I’m Feeling Despair” er fede og sigende strofer, som jeg synes, at der skulle være langt mere af på resten af albummet.

Til trods for dette, må man give Martin Axelgaard den credit, at en sang som ”Days of Tomorrow” emmer af ærlighed om sin egen situation efter et brud med kærligheden. ”You Sit in that One chair // Right Where She Left You // It’s Time to Pick Yourself Up // From This Mess // Got This One Life // Go Out and Taste It // Live It”. Mage til selverkendelse skal man lede længe efter, og det kommer tydeligt til udtryk i denne sang.

En ærlighed som fortsætter på albummets sidste nummer ”Falling”. ”Feel Like Crying // Holding Back So Many Words // So I’ll Sing”. Og synge, det kan Martin Axelgaard og man må beundre hans smukke vokal, som går rent ind.

Martin Axelgaards debutalbum er en blanding af rock og pop, men med efter min mening alt for stor vægt på kærlighedssange. Jeg savner udfordringer som lytter, rent tekstmæssigt, for hans vokal og den melodiske del fejler absolut ingenting. En god start for Martin Axelgaard, som jeg tror, vil blive endnu bedre, hvis teksterne får et stort løft, når han udgiver hans andet album.

Jeg giver Martin Axelgaard ”Alive” 3 stjerner.


   

21-05-2012 Vinyl Floor – Peninsula
21-05-2012 Mike Andersen – Mike Andersen
21-05-2012 Lima Lima – Intoxication
14-05-2012 The Eclectic Moniker – The Eclectic Moniker
11-05-2012 Jepsen - ”The Queen Survived”