Foto: Cover af "Flash" af Isak Hoffmeyer
Electric Lady Lab ”Flash”
”Not only for the feets, but for the hearts”
Electric Lady Lab er en dansk house-dance duo bestående af Martin Bøge Pedersen og Stine Hjelm Jacobsen. Fra at have gået på samme gymnasium i Køge, til at have begyndt hver deres musiske karriere, står Martin en dag efter, at hans gruppe The Loft er blevet opløst og mangler en frontfigur til hans næste musikprojekt. Martin tager kontakt til sin gamle gymnasieveninde, Stine, som i mellemtiden har medvirket i det danske band Nu og som sanger i musical opførelsen af ”Den eneste Ene”. Den genoptagede kontakt de to imellem gør Electric Lady Lab til en realitet.
Electric Lady Lab’s første singleudspil ”It’s Over Now” blev udgivet helt tilbage i 2009. Det egentlige gennembrud ikke bare nationalt, men også internationalt kom, da Electric Lady Lab, som de eneste i verden fik rettighederne til at bruge samplingerne fra 90’er klassikeren ”Rhythm is a Dancer” af Snap til deres eget nummer ”You & Me”. Et nummer, som strøg op af alle hitlister, og siden videoen til ”You & Me” blev lagt på YouTube i juni 2010, har den haft næsten 800.000 visninger.
I dag udkommer deres debutalbum ”Flash” med 11 engelsksprogede numre, selvfølgelig inkluderet ”It’s Over Now” og ”You & Me”. Samt deres nye single ”Wondering”. Hvis man blot betragter den tekstmæssige udvikling igennem de tre singleudspil, så har den været som en raket på affyringsrampen. ”It’s Over Now”, som den simple ulykkelige kærlighedssang med de ensformige tunge beats, til ”You & Me” med ekstra krydderi i form af en langt mere friskhed i samplingerne af ”Rhythm is a Dancer. En udfordring at skulle skrive omkvædet til disse samplinger, men det lykkes aldeles fint med: ”Rhythm // I Can’t Find it // I Can’t Feel the Rhythm // Can’t Control it // Longing for the Rhythm // In My Heart // Within My Mind the Rhythm”. Og hvordan følger man sådan en success til dørs? Det gør Electric Lady Lab med det tredje singleudspil “Wondering”. Starten ”I Made You Suffer // I Caused You Pain // I played a Secret Game” virker lidt banal, men man blæses efterfølgende totalt væk af de lette beats og strofer som ”The Angel in You and the Sinner in Me Make Bad Vibrations on the Frequency” og ”What We Build up Crumble to Dust // Temptation Broke the Trust”. Rigtig sigende og ærlige strofer, som efter min mening giver Electric Lady Lab et enormt løft i retningen af ikke blot at være et band ”Only for the Feets, but for the Hearts”.
Hvis man taler om den tekstmæssige genialitet, skal de to numre som ”Last Virgin Alive” og ”Dancing With a Ghost” dele en klar førsteplads. Åbningsnummeret ”Last Virgin Alive” er et fedt twisted dilemma om den sidste jomfru, som ikke ved, hvem hun søger, eller hvor hun skal søge. Men: ”I Know You’re Out There Looking for Me too”. ”Dancing With a Ghost” er nok albummets tekstmæssige korteste sang. Men hvorfor spilde en masse ord på noget, som kan siges så præcist som: ”Boy // Your Love is Haunting Me // Am I blessed or just Obsessed? I am Dancing With a Ghost”.
Martin Bøge Pedersen formår ikke blot at skrive vedkommende tekster på en lidt mærkelig twisted måde, men også at sætte samplinger og beats på, så det hele får det rigtige flow med Stine Hjelm Jacobsens fantastiske vokal. Hun beviser sin stemmes værd og tør udfordre den på ”Dangerous”, hvor vokalen ligger en anelse dybere end på albummets resterende numre.
Men et helt nyt album uden en ekstra sampling kan vist ikke undgås med så talentfuld en musiker som Martin Bøge Pedersen. ”Let Go” lægger ud med en sampling af Barcode Brothers ”Dooh Dooh”, men helt samme højder som albummets resterende numre når ”Let Go” ikke. Men i bund og grund er det alligevel rart at mærke, at Martin Bøge Pedersen til trods for rene kærlighedstekster har talentet til at svinge tryllestaven over albummets numre og tildele dem alskens forskelligheder rent musisk. Det kan kun en herre i verdensklasse.
Electric Lady Lab har efter min mening sat sin nål på verdenskortet som en seriøs house-dance duo med de kvaliteter de skal til af talent for tekst, kompositioner, samplinger og ikke mindst en fantastisk vokal. Ingen tvivl om, at det på mange måder lidt forvrængede og twistede kærlighedsbudskab på deres debutalbum vil nå langt udover den danske grænse.
Jeg giver Electric Lady Lab ”Flash” 5 stjerner.
|