”ABBA The Show” (Koncert)

ABBA for fulde gardiner i en noget halvsideslammet arena

Bilerne holdt i lange køer udenfor Ballerup Super Arena, mens de ventede på at blive dirigeret frem til denne aften af de udstationerede hjemmeværnsfolk. Folk strømmede så og sige til denne koncert med svenske Waterloo, som har haft stor succes med” ABBA The Show”, hvor end de har optrådt rundt omkring i verden.

Ballerup Super Arena lagde denne aften rammerne til ”ABBA The Show”, men lidt en skuffende og flad fornemmelse at træde ind i arenaen og opdage, at der kun var publikumspladser på gulvet og ikke oppe på tribunerne. Hele show-scenariet var henlagt til gulvet og ikke oppe på lægterne.

Fra scenen startede showet helt tilbage i 1969 med ”Ring, Ring”, som egentlig må siges at være ABBA’s gennembrud. Startskuddet til det show, der havde været promoveret som ”The Ultimate Tribute To ABBA”, men som i virkeligheden var mere en koncert end et show.

Ingen tvivl om at svenske Waterloo kunne deres ABBA, faktisk mere end blot kunne, de var ABBA denne aften.  Vi fik Bjørn, Benny, Agnetha og Frida alias Waterloo for fulde gardiner med det hvide outfit, som kendetegnede ABBA. Selv det klassiske hvide klaver stod på scenen.

Selvom opfordringen fra scenen lød på, at man skulle føle sig fri til at danse og synge med, var det noget af en halvsideslammet sal at sidde i. Venstre del af salen var godt med, mens den højre side virkede en anelse paralyserede og lammede. Synd at koncerten, som jeg vælger at kalde aftenens begivenhed, ikke fik mere gang i publikum, og at de stort set nærsten kun på opfordring fra scenekanten klappede og sang med.

For som ABBA fan må man virkelig have elsket denne aften med så mange gode og veludførte numre som ”Fernando”, ”Chiquitita”, ”Mamma Mia”, S.O.S”, ”Knowing Me, Knowing You” og ”Money, Money, Money” allerede inden pausen.

Inden pausen havde de to gæstesolister også nået at være på, nemlig Ulf Andersson, som oprindelig saxofonist hos ABBA og sanger og guitarist Mats Ronander. Sidstnævnte tilførte rent faktisk flere ABBA- numre en noget mere rocket version i form af sit guitarspil. Virkelig en fornem og nyskabende præstation af Mats Ronander.

Efter blot at have spillet i 45 minutter kom pausen, som var at gøre noget grin med folk. Hele pausen varede en halv time, og at man så bagefter går på i blot 45 minutter, ja så giver man efter min mening publikum for lidt for pengene og på opleveren.

Først hen imod slutningen af koncerten kom der for alvor lidt liv i gnisterne i højre side af salen til numre som ”Dancing Queen”, ”Take A Chance”, ”The Winner Takes It All”, ”Gimme! Gimme! Gimme!” og ”Super Trouper”.

Finalen på koncerten, som undervejs var blevet akkompagneret af The National Symphony Orchestra of London, dirigeret af Matthew Freeman, blev til tonerne af kendingsmelodien til Det Internationale Melodi Grand Prix. Dette var ikke blot finalen på ABBA the Show, men også finalen på den æra af sange, vi denne aften havde lagt ører til, og hvilken bedre måde at afslutte dette på end vindermelodien fra Det Internationale Melodi Grand Prix fra 1974, nemlig ”Waterloo”.

Det blev afslutningen på en koncert, som egentlig havde været annonceret og proklameret som ”The Show”, men desværre ikke helt havde nerven eller intensiteten til at nå ud til publikum, i hvert fald ikke den højre side af salen.

Trods dette leverede Waterloo en god, troværdig og vokalmæssig udmærket gennemgang af en af tidens største musikalske grupper nogensinde

Jeg giver ”ABBA The Show” 3 stjerner