Roxette ”Charm School”

15. februar 2011 af marie

Af Marie Nielsen, Musikredaktør, Marie@XQ28mail.com

Udkommer: Er udkommet

Website: www.roxette.se

Pladeselskab: EMI Music


En velskruet pop-plade med rockende og elektroniske undertoner

Den svenske pop-duo, Roxette, er nu atter på banen med et nyt studiealbum efter 10 års pause. Per Gessle og Marie Fredriksson, som duoen består af, dannet bandet helt tilbage i 1986. Siden er det blevet til 15 album udgivelser, hvis man tæller opsamlinger og remix-albums med. Roxette har, næstefter ABBA, været Sveriges største ”eksportvare” i musikbranchen med et salg på over 75 millioner albums verden over.

Nu er Roxette klar igen med albummet ”Charm School” med 12 numre, og første singleudspil var nummeret ”She’s Got Nothing On (But the Radio)”, og hvilket nummer, den sidder simpelthen lige i skabet. Ikke umiddelbart et typisk Roxette nummer, for her balancerer Per Gessle, som i øvrigt har skrevet alle sange og tekster på albummet selv, på kanten af rockens og den elektroniske verdens vægtskål. Et meget iørefaldende nummer, som helt sikkert også rummer den pop, som Roxette er kendt for. Og det er egentlig det overordnede, man kan sige om albummet.

Roxette er fulgt med udviklingen indenfor musikbranchen, men har stadig bevaret den kendte ”Roxette-lyd”, med gode pop-perler. Numre som ”Speak to Me”, ”Dream On”, ”Happy On the Outside” og ”Sitting On Top of the World” er helt klare Per Gessle numre i sin bedste pop stil. Det er samtidig også på disse numre, at man genkender Marie Fredrikssons vokal fra hendes storhedsdage som sangerinde. En vokal, som ellers tydeligvis er blevet svækket efter, at hun fik en hjernesvulst tilbage i 2002, som hun efterfølgende blev opereret for. Men på disse fire numre fornemmer man den fine og følelsesladede vokal, som er så karakteristisk for hende. Hvis man dog søger efter en vokal som på tidligere hits som ”Listen to Your Heart”, ”Joyride” eller ”Sleeping in My Car”, hvor hun virkelig udnytter sin vokal til det yderste, og så giver den ekstra tand til, skal man ikke forvente dette på ”Charm School”.

Numre som ”No One Makes It On Her Own” og ”I’m Glad You Called” minder utrolig meget om hinanden. Nemlig to stille numre sunget af Marie Fredriksson. Teksterne er simple popsange, men forskellen ved de numre ligger dog alligevel i, at der i ”No Makes It On Her Own” er mere variation i Marie Fredrikssons vokal og trods et stille nummer, bliver der også plads til en lille guitarsolo. Faktisk et ganske godt pop nummer, hvorimod ”I’m Glad You Called” kører i den præcis samme tone igennem det 2 minutter og 48 sekunder lange nummer. Og ødelægges fuldstændig, da Per Gessle hen imod slutningen af nummeret forsøger sig med en utrolig spæd, dårlig, indfølende og stille vokal. Nummeret er beviset på, at Per Gessle slet ikke skal i nærheden af de høje toner, for det er slet ikke hans stærke side. Så efter min mening skulle ”I’m Glad you Called” slet ikke have været med på albummet, det falder fuldstændig ved siden af resten af de velskruede popsange med twist af rock og elektroniske beats.

I stedet er hans vokal i sit rette element på nummeret ”Big Black Cadillac”, som jeg sagtens kunne forestille mig blev singleudspil nummer to eller tre. Et nummer af den lidt mere hårdtslående karakter, som beviser, at Roxette trods 10 års pause ikke er gået i stå. Hvilket også er tydeligt på det første nummer ”Way Out”. Et rocket nummer, som åbner op i bedste Queen ”We Will Rock You”-stil.

Sidste nummer på albummet ”Sitting On Top of the World” runder pladen fint af. Nummeret kunne godt komme ind i kampen om singleudspil nummer to eller tre og minder egentlig lidt om nummeret ”Milk and Toast and Honey” fra albummet ”Room Service”, som også var Roxettes sidste studiealbum inden den 10 år lange pause.

Så trods den lange pause væk fra studiet, har det tydeligvis ikke lagt støv på hverken instrumenter, vokaler eller Per Gessle som hitmager. Roxette er ”Back in the Game” ved at give den velkendte lyd en tur i blenderen med nye tiltag og toner. Et flot og gennemført album.

Jeg giver Roxette ”Charm School” 5 stjerner.


     

15-05-2012 Spinkelman – Hole in your soul
06-05-2012 Avicii (Live)
06-05-2012 Norah Jones - ...Little Broken Hearts
03-05-2012 Jodie Marie – Mountain Echo
23-04-2012 Wainwright is not “out of the game”