Madeleine Peyroux ”Standing On The Rooftop”

Madeleine Peyroux har udgivet endnu en ny CD, og det har hun gjort godt!

Når det så er sagt, følger her en nærmere introduktion af sangerinden, som sædvanligvis synger et super smukt mix af jazz og pop.

Hun blev født i 1974 i USA, og debuterede i 1996 med sit album ”Dreamland”, som blev rost til skyerne. Og anmelderne var da heller ikke langsomme, til at udråbe hende som hvor tids nye Billie Holliday. I 2007 blev hun kåret som: Bedste internationale jazzartist, af BBC Jazz Awards. I løbet af hendes karriere, er det blevet til 6 albums, inklusive dette dugfriske ”Standing On The Rooftop”.

Jeg må sige, som en dedikeret fan, at det var med slet skjult spænding og glæde over det sidste nye skud på stammen, at jeg satte ”Standing On The Rooftop” på min lille afspiller... hvorefter jeg slængede mig i chesterfieldsofaen, for at høre, hvad denne skønne musiker nu havde præsteret.

Og hvad er så dommen? Igennem det første nummer som hedder ”Martha, My Dear”, oprindeligt skrevet af Beatles, blev jeg endnu engang fuldstændig forført, af hendes smooth, croonede, dvælende vokal, og den fantastiske følsomhed hvormed hun synger, sangen var efter min mening bedre end Beatles originale. Det med at lave covernumre, er for øvrigt et gennemgående tema, på alle Madeleine Peyroux CD’er, hun har bl.a. også sunget numre af Leonard Cohen, Hank Williams og Bob Dylan.

Andet nummer ”The Kind You Can’t Afford”, er også et dejligt nummer med et nyt, for Madeleine Peyroux, simpelt arrangement fra bandets side, hvilket gentager sig i højere grad, på de efterfølgende numre. Nogle af sangene er mere melankolske end andre, på den der fede jazzede måde. Senere på cd’en støder man ind i et nummer som “Super Hero”, et vers fra sangen lyder: “If I were a superhero I would save the day, if you had a sorrow till our troubles melt away, but here we are... and I am only human”.  Længere henne bliver man bjergtaget af hendes: ”Don’t Pick a Fight With a Poet”.

Ak ja, der er masser at blive begejstret over, når det kommer til Madeleine Peyroux, og denne skive er da også et helt lille mesterværk i simpel jazzet melankoli, med et dejligt lys for enden af tunnelen. Og det hele bliver holdt smukt sammen af Madeleine Peyroux’s enestående vokal. Jeg ville gerne have givet hende 6 stjerner, men jeg ved, hvad hun tidligere har præsteret, og at hun kunne have gjort det bare lidt federe, så det bliver kun til fem stjerner i denne omgang, hvilket også er velfortjent!

Godt stykke arbejde frøken Peuroux!