Kato & Friends (Koncert)
Af Marie Nielsen, Musikredaktør, Marie@XQ28mail.com
Sted: Grøn Koncert, Valby Parken
Tidspunkt: Søndag d. 24. juli kl. 17.20
Arrangør: Muskelsvindfonden og Tuborg
RESPEKT
I går mens regnen silede ned over Valby Parken, og alt syntes vådt og trist, skete det ultimative for Grøn Koncert. For første gang gæstede Kato Grøn Koncert, og sin debut på den grønne karavane gjorde han bestemt ikke til skamme.
Allerede ved starten af dagen havde Kato fået tildelt Respekt-Prisen fra de frivillige på Grøn Koncert, en årlig tilbagevendende pris. Og respekt det gav han og fik i tifold tilbage fra 26.000 mennesker, som denne dag havde forvandlet Parken til et kæmpe diskotek under åben himmel.
Med en åbenstående jakke viste Kato helt fremme på scenekanten sin T-shirt med det norske flag, en gestus som publikum omgående reagerede på med et kæmpe bifald. Respekt for Kato.
Så startede Kato ellers et show, som skulle vise sig, at gå over i Grøn Koncerts historie. Bag mixerpulten lagde Kato tonen an med enkelte af hans egne numre, såsom ”Celebrate Life”. Publikum var på tæerne og bevægede sig i bølger i takt med de hårde beats, som flød let og levende ud af højtalerne.
Som koncerten indikerede, var dette Kato & Friends, så den første ven, han havde inviteret med, var rapperen, Clemens. Og så gik bølgerne højt. Publikum kastede håndtegn, hoppede, dansede og sang med. Hele Valby-Parken var omdannet til en stor folkefest. ”Fuck, hvor er det fedt (at være hip hop’er)” sang Clemens blandt andet, og det var noget, det københavnske publikum kunne lide.
Jon Nørgaard afløste Clemens med numre som ”Turn the Lights off” og ”Live Louder”. Jon fik for alvor publikum til at hoppe i takt sammen med ham og Kato. Festen glødede.
Ligesom man troede, at festen havde nået sit klimaks, indtog Infernal scenen. Iført festivalens mest farverige kostumer bragede det ud af højtalerne med nummeret ”Speakers On”, og det må man sige, at de var. På intet tidspunkt forvrængede højtalerne lyden, som pumpede ud over publikum. Virkelig eminent lyd. Paw og Lina krydrede deres optræden med sækkepibe og deres egen ”From Paris to Berlin”, som mundede ud i, at Paw med et kæmpe gevær skød T-shirts udover publikum. Sceneshow, når det er bedst.
Mange har kritiseret Kato for at være manden, som trykker på en enkelt knap, og så kører hans lyd og show, men det blev gjort så meget til skamme, at tidligere kritikere burde vende sig i graven. Clemens udfordrede Kato til at mixe live, og det blev til total nostalgi for de 26.000 fremmødte. Gamle hip hop numre med blandt andet Cypress Hill ”Insane in the Brane” fik publikum til at gå amok og give Kato den respekt, som han for alvor fortjener.
”Sjus” med Camille Jones indfandt sig også på scenen. En yderst veloplagt Camille Jones, som sluttede af med få strofer af sit eget nummer ”The Creeps”, som Kato fulgte 100 % til dørs. For godt nok havde Kato gæster på scenen, som stjal rampelyset i form af det visuelle, men man skal aldrig glemme, at Kato er The Man bag den store mixerpult, som på denne tour var iklædt Tuborg flasker.
The Storm, bestående af Pernille Rosendahl og Johan Wohlert, kom på scenen og gav den alt, hvad remmer og tøj kunne holde, og så lige en tand til. ”Lost in the Fire” mixet på perfekt vis med Pernille Rosendahls flotte vokal var næsten mere, end publikum kunne holde til. Alle store som små gav den gas i dette levende diskotek, som Valby Parken dannede rammen om. Pernille Rosendahl tog på et tidspunkt to halve liter vand og hældte dem over sit hoved i respekt for det våde vejr og ikke mindst for at slukke den egentlige uslukkelige ild, som brændte under fødderne på publikum.
U$O sluttede showet af med ”Hey Shorty”, og havde det ikke været for tidsplanen kunne denne folkefest med Kato & Friends være fortsat i timer. Ingen tvivl om at Kato var redningen for årets Grøn Koncert, og han beviste til fulde, at han er Danmarks house DJ nummer 1.
Respekt til Kato ikke blot fra de frivillige under Grøn Koncert, men også fra publikum og undertegnede. Derfor får Kato & Friends 6 store flotte stjerner for en fantastisk performance.
|