Red Hot Chilli Peppers – I’m With You

Et småforkølet men bestået comeback

Så skete det langt om længe. Efter lidt over et halvt årtis stilhed fra Cali-drengene, har det award-vindende alternative funk-rock band nu skåret en skive fra i forhold til forrige dobbeltalbums-udgivelse, og fodres os med 14 nye numre. Konsistensen er genkendelig – og smagen er tilfredsstillende, uden at være prangende.

Albummet lægger i bedste RHCP-stil ud med den ørehængende ”Monarchy of Roses”, og så er stilen ellers lagt – eller, sådan da. ”I’m With You” har nemlig generelt flere funkmæssige opture end nedture, men der mangler stadig noget af det hitpotentiale som forgængeren ”Stadium Arcadium” havde for fem år siden.

Gennemtænkt håndværk
Der er ellers en dejlig enkelhed over hele projektet – og det jordnære kommer til udtryk i op til flere af sangene, hvor RHCP har lavet vinduet stå på klem for tidsløse temaer som livet, døden og kærlighed.

Det mærkes eksempelvis på albummets tredje nummer ”Brendans Death Song” – en hyldest ballade til en ven og promoter af bandet. Her går vellydende sentimentalitet og melankoli hånd i hånd, og vi rammer et af albummets lyriske højdepunkter.

Anthony Kiedis (forsanger) synger bl.a.: ”Let me live, so when it’s time to die, even the reaper cries”.

Længe leve chili-funk
Gruppens vanlige funk-hungrende fanskare kan dog ånde lettet op, da sødsuppe numre som ovennævnte dog ikke er af overvejende kaliber på ”I’m With You”. I løbet af albummets 60 minutter spænder Red Hot Chilli Peppers flere gange funkmusklerne i en sådan grad, at man ikke er i tvivl om, hvem man har med at gøre. Dette oplever vi eksempelvis på albummets iørefaldende første single ”The Adventures Of Rain Dance Maggie”. Her kommer bandets funk-force for alvor til udtryk, og som lytter føler man sig hjemme. Dette er selvom nummerets korte guitarsolo mest af alt lyder som en omgang tungsindigt kattejammer, og - i stedet for at illustrere alsidighed - mest af alt fungerer som en hjerteskærende kontrast til et ellers catchy-udspil.

Dette kan dog skyldes albummets guitarist-udskiftning, hvor John Frusciantes for anden gang har valgt, at give tronen videre til en ny guitarist.

Af andre melodiske opture på albummet, gemmer der sig dog ”Did I Let You Know” og ”Even You Brutus?” , hvor Anthonys let genkendelige stemme ligger som smurt over beatsne.

Man føler dog stadig, at bandet ikke har drysset sangene med lige den ekstra mængde tryllestøv, der gør, at de når helt op på det fængende topniveau, vi ved, de besidder.

De helt store bommerter er ikke til at finde på albummet – men skulle noget skæres fra ville ”Annie Wants A Baby” være et godt bud på en ofring, da det ikke just, i undertegnedes ører, hører til albummets mest essentielle eller bombastiske indslag.

I’m With You er altså slet ikke noget skidt udspil fra Cali-drengene, men heller intet sensationelt. Selv de sange på albummet med størst hitsinglepotentiale vil højst sandsynligt ikke kunne sidestilles med tidligere præsterede tophits succesmæssigt. Uanset hvad, så er dette dog heldigvis en skive af den slags, der vokser gevaldigt på én for hver gennemlytning – det oplevede undertegnede på egen krop. Tilbage sidder man altså med et udmærket album, men hvor man stadig ikke kan lade være at håbe, at RHCP i næste omgang for alvor vil stramme funkstrengene så tilstrækkeligt, at ellevte udspil vil blive en seriøs konkurrent til legendariske ’Californication’. Med det sagt fortjener Red Hot Chilli Peppers dog stadig 4 stjerner, et klap på skulderen og et – godt gået drenge! Det er imponerende i stadig kan efter knap 30 år i branchen.