Lil Wayne - ”Tha Carter IV”

En svær afsked

I tider der rent kunstmæssigt er præget af minimalistiske tendenser, kan man ikke andet end at beundre produktiviteten hos den hostesafts-afhængige Young Money indehaver. Den 166cm lave ’Weezy’ har de seneste år kastet om sig med alt fra samarbejds-udgivelser, diverse mixtapes til mere og mindre succesfulde rockede-projekter – og end ikke et 8 måneders bag lås og slå har skræmt Lil Wayne fra at sætte et definitivt punktum i The Carter-serien, med studiealbummet ”Tha Carter IV”, som eftersigende skulle blive kunstnerens sidste af slagsen. Det giver naturligvis et hype, som er svært at leve op til – men Lil Wayne når, om end forpustet, akkurat i mål.   

På ”Tha Carter IV” er de forskellige ’featurings’ linet op på rad og række for at give deres individuelle bidrag. Bl.a. oplever vi Rick Ross, Drake, Cory Gunz, Nas, Tech N9ne og ja selv John Legend har haft tid til at kigge forbi. Størstedelen formår heldigvis at donere positivt til albummet, og det er da også på disse numre, at de fleste af ”Tha Carter IV” ’s højdepunkter gemmer sig.

Eksempelvis har vi den nakkenikkende single ”6 Foot 7 Foot”, som efter en sløv start, er albummets første egentlige optur. På dette track giver Lil Wayne os lige præcis den energi og flow, der behøves, for at attituden står ud af højtalerne, i samspil med et i forvejen velvalgt sample.

Et andet pletskud gemmer sig på albummets tolvte nummer ”How To Love”, som med sit nedtonede udtryk utvivlsomt hører til albummets mest behagelige omgange, og samtidig fungerer det som en afdæmpet kontrast til en håndfuld numre, der emmer af intensitet. 

Knap så heldigt går det på et af albummets få solotracks ”Blunt Blowin”. Her går forudsigelighed hånd i hånd med det monotome, og man fristes til at betragte nummeret som et af albummets ’fillers’. Nummeret lider samtidig under et af albummets største svagheder – et til tider ensporet overflod af ordlegeri.

Rent lyrisk er der nemlig ikke meget nyt under solen, og den ellers altid skarpe punchline leverandør, har atter engang valgt at lade majoriteten af de fleste vers’ indhold været baseret på ordspil og metaforer. Selvom benyttelsen af dette lykkedes langt hen af vejen, bliver det til tider for trivielt som når den kommende Waynes World-aktive f.eks. siger:

”Niggas faker than some flour in a powder bag”  

Eller på albummets åbner ‘Intro’:

“Now it’s f-ck everybody like a Scorpio
Still running shit, I’m on my cardio
Boy I’m going in, like my water broke
Suicide note, suicide doors
I put in overtime, like a tied score“

Måske er det blot undertegnede, der er for emsig med ”kvalitet fremfor kvantitet” princippet, men når den ene sammenligning konstant æder den anden - føles til tider næsten som tomme kalorier, og man tvivler gradvist mere og mere på, hvor meget Weezy egentlig har haft på hjertet på under kreeringen af dette længeventede afskedsalbum.

Men det er også en svær mission.. For hvad er helt præcis opskriften på afslutningsvis at toppe sig selv, med otte udgivelser i ryggen hvor langt størstedelen har været rost til skyerne? Lil Wayne får cadeau for et ihærdigt – men ikke helt igennem vellykket - forsøg.