The Kooks – ”Junk of the Heart”

Middelmådig Indie-charme

Tre år er passeret, siden The Kooks udgav deres andet album ’Konk’, og selvom de to første albums bestemt ikke fejlede, kan man ikke just erklære tredje omgang for lykkens gang.

De britiske Indie-rockere har imidlertid ikke glemt, hvor de kommer fra – hverken geografisk eller lydmæssigt. Desværre går der for meget ensporet sommer, fællessang og kirsebærsaftevand i den på bandets tredje udspil. Der gemmer sig på albummet flere hyggelige passager – desværre er der langt mellem dem, der får alvor bider sig fast.

Det er ellers ikke, fordi der er meget nyt under solen fra de pjuskehårede Brighton-drenge. Det er stadig det sentimentale men melodiske Indie-lydunivers der er i højsædet. Men det gør nu heller intet, da The Kooks alle dage har haft en klar force i på tilpas vis at balancere det rockede, det poppede og det britiske. Det gør, at deres Indie-lyd leder tankerne hen på bands som Kaiser Chiefs og Arctic Monkeys – men alligevel er genkendeligheden intakt i selskab med den ærkebritiske forsanger Lukes’ karakteristiske stemmeføring.

Om albummet blot skal have tid til at snegle sig under huden på lytteren skal ikke kunne siges, men i hvert fald er de 12 numre på tredje-albummet ikke ligefrem af en kaliber, der varsler nogen kommende storhedstid for charmetroldene. Flere momenter grænser sig desværre til det jævnt kedelige, og ’Junk of the Heart’ vil næppe gå over i historien som det – af de i alt tre The Kooks albums - der kastede flest ørehængende radiohits af sig. Selvom enkelhed ikke er et symbol på fejlskud i sig selv, bliver det til tider simpelthen for forudsigeligt og uinteressant.

Dette er en skam, da vokalen hos forsangeren ellers ikke lader til at have mistet hverken kvalitet eller sanglyst, og er langt hen af vejen udpræget fejlfri.

Nummeret Petulia der med sit nedbarberede og kærlighedsladede-udtryk minder om en sløj udgave af succesnummeret Seaside fra debutalbummet i 2006. Selvom bandet uden skyggen af tvivl her befinder sig i deres vanlige element af følelsesmæssig oprigtighed, når nummeret på uforklarligvis aldrig helt op på tidligere toppræstationer.

Langt bedre flasker det sig på Is It Me, hvor bandets flair for energiske melodier for alvor kommer til udtryk. Her skal man være mere end almindelig tykhovedet for ikke at rokke med, og med sin rytmiske kant er dette albummets ubestridte højdepunkt. Lydmæssigt minder nummeret i øvrigt om noget der kunne have hørt hjemme på bandets tidligere album ”Konk”.

Nummeret ”Killing Me” hører med sin vellydende og nedtonede nerve også blandt albummets mere vellykkede skæringer.

’Junk of the Hearts’ er altså lyden af et band, der stadig kan deres håndværk, og fortsat prioritere jamsessions over storslåede produktioner – men som tilsyneladende har hvilet en knivspids for meget på laurbærrene, og glemt at det altså ikke kun er som debutanter, at man skal skyde med det absolut skarpeste, man har.

Så stram guitarstrengene ordentlig an til næste gang, drenge – vi ved, I kan!