Helgi Jonsson "Big Spring"

Sentimentale pletskud fra talentfuld islænding

Hvis Island på nogle måde stadig befinder sig i sit livs efterår, burde udspil som Helgi Jonssons tredje - ’Big Spring’ - være af en kaliber, der kan få selv de hårdest ramte til for en stund at glemme alt om tid og sted.

Allerede på albummets instrumentale åbner (The Melting Point Of), bestående af intense violinstrøg, varsles der om det, der viser sig at blive en medrivende-kompot af følelsesladede skæringer.  

Sådan fortsætter det egentlig de næste trekvarter. Faktum er nemlig, at Helgi Jonsson på sit seneste studiealbum ’Big Spring’, burde formå at få det til at løbe koldt ned af ryggen på selv de hårdeste individer med sine sjælfulde takter.

Man skal nemlig lede længe efter en så blottet og nedbarberet omgang musik, som med sine passager af ensformighed til trods, formår at udvise en så spektakulær skrøbelighed – uden at det på noget tidspunkt bliver decideret cheesy.

Og vi skal da heller ikke længere end på albummets andet nummer ”Salt”, som i øvrigt hænger sammen med det instrumentale åbningsnummer, for at lægge øre til et stykke af denne følelsesmæssige nerve.  Nummeret er en sammenhængende fortælling, og Helgi Jonsson fremstår hudløs ærlig, når han i et forsigtigt toneleje synger om et modtaget brev.

”It read:

The Melting point of salt is eight hundred degrees

But drop it in a glass of water

You’ll lose it instantly

It’s simple chemistry

- And so it is with you and me”

Næsten endnu skarpere fremstår islændingen på albummets tredjenummer (og første single), ”The Darkest Part Of Town”, som skildrer den menneskelige tørst efter at lede sig ind i nye fristelser i sorgfyldte perioder. Opbygning, levering og lyrik giver i øvrigt tydelige associationer til nationale Tina Dickow, hvis medvirken er tydelig at fornemme albummets tolv sange igennem. Selv medvirker den kvindelige singer/songwriter på albummets tiende nummer ”Careful People”.

Generelt set er første halvdel af albummet stærkere end den sidste, som gradvist desværre efterlader et lidt for ensformigt og monotont udtryk hos især Helgis vokal. Der er ikke overdrevet mange variationer at komme efter i islændingens sangteknik og stemmeføring, og vi føler hurtigt, at vi har fået en klar fornemmelse af alt, hvad Helgi musikalsk har haft på hjerte. Det gør, at albummet taber en smule fart blandt de afsluttende numre såsom ”The Pond” og ”The Lake”, som synes en kende overflødige, på trods af at de er støbt af nogenlunde samme skabelon som resten af pladen, og egentlig er repræsentative nok i forhold til Big Springs generelle lyd. Det ændrer dog ikke på, at dette generelt set er et vellydende værk fra en velproducerende islænding – som man umuligt kan spå andet end en lovende fremtid.