Aqua - Megalomania

Mega normal, ja

Først kommer der to nye sange på en ”Greatest Hits”-opsamling et par år tilbage – og nu er den storsælgende dansk/norske gruppe tilbage med deres første egentlige studiealbum siden 2000.

Desværre udebliver autenciteten på store dele af ”Megalomania”, og man fristes til at sige, at 90’erne legenderne skulle have stoppet, mens legen var god. Hvad ambitionerne helt præcis har været for Megalomania er svært at sige, men desværre er det mest af alt lyden af et projekt, der aldrig rigtig kommer nogle vegne.

Med et par traditionelle up-tempo Ibiza-baskere og Lenes tydeligt effekt-prægede stemme, skal det sikkert nok lykkes Aqua at kaste et par voice-hits af sig – men med tekster som:

 ”I’m just a dirty little pop song – that keeps running in your brain” på Dance-tracket “Dirty little pop song” og “Why do you still fuck me like a robot-bot-bot-bot?”

- får man ikke just fornemmelsen af, at gruppen har haft synderlig meget på hjertet, taget i betragtning af, at dette comeback studiealbum har været 11 år undervejs.

Selvom vi anmeldere tit klandres for ikke ”bare at kunne bedømme lidt god pop for hvad det er”, så virker Megalomania desværre lidt som en håndfuld tomme kalorier i teenagehøjde. Gruppen behøver ikke levere ny innovativ musikalsk kunst – men desværre fremstår Megalomania lidt som et fejlagtigt forsøg på at genskabe en succes, hvor de bevæger sig ud på et musikalsk felt, hvor der allerede er artister, der leverer ting i samme kaliber, som bare er præstationer over. Indenfor poppens præmisser fungerer det vel til en hvis grad – men hvor mindeværdigt det vil være i det lange løb er tvivlsomt. Størstedelen af sangene bliver bragt til dørs med et beat og Lenes stemme - foruden de sporadiske Dif passager – og helt ærlig, så stærk er hendes stemme heller ikke, til at kunne løfte sådan et album særlig højt fra jorden.

Bedst går det, når gruppen ikke konsekvent vælger at følge en triviel diskotekslyd og går en kende ned i tempo, som på ”If The World Didn’t Suck”, samt åbningsnummeret ”Playmate to Jesus” – som oven i købet også rent lyrisk er mere indholdsrigt end majoriteten af resten af albummets sange.

Det kan være svært at vide, hvad ambitionerne har været hos Aqua – for Megalomania giver hverken det, vi elskede bandet for dengang, og det er samtidig tvivlsomt at tro, at albummet på nogen måde ville kunne battle med nogle af tidens hotteste dance/up-tempo/house udgivelser out there. Størstedelen af sangene hamler ikke engang op med de nye udspil, gruppen havde på ”Greatest Hits”-opsamlingen, hvor lyden i ”Back To The 80s” trods alt gav Aqua en eller anden form for ståsted i det 21. århundrede.

Tilbage sidder man med en samling uskyldige popsange, uden de store armbevægelser – men i stedet masser af gentagelsesteknik. Selvom Aqua nærmest insisterende forsøger at kaste radiovenlig lyd af sig, vil albummet formentlig langsomt ryge i glemmebogen – i takt med at landets gymnasie-DJ’s bliver træt af at spille dem. Og det er en skam – da der jo faktisk gemmer sig et par dygtige folk bag projektet.