Rasmus Seebach – Mer’ End Kærlighed

Samme princip – ny indpakning. Succesfuld dansk singer/songwriter fortsætter, hvor han slap på sit andet udspil ”Mer’ End Kærlighed”.

Selvom der ikke er meget nyt under solen hos et af landets – i skrivende stund - mest populære navne i musikbranchen, burde ”Mer’ End Kærlighed” på mange måder være det, fanskaren har ventet på. Her får de mere af samme opskrift, der fungerede så fantastisk første gang – med sådan ca. ligeså meget træfsikkerhed som på ”Rasmus Seebach”-albummet.  Dette er i sig selv en imponerende bedrift, da forventningerne og presset må have været ubeskrivelig højt, efter at have solgt 10-gange platin med sit første udspil.

Første single ”I Mine Øjne” er egentlig repræsentativ nok i forhold til resten af albummet, som overvejende er kærlighedsbaseret. Ligeledes er nedbarberet lidenskabelighed i højsædet på numre som ”Nangijala” og ”Under Stjernerne På Himlen”. Mere up-tempo går det til sig på numre som ”Vi Lever” og ”Sirenerne” – uden at de dog har helt den mængde slagkraft og hitpotentiale, som etterens diskoteks-basker ”Natteravn”.  Bedst går det i undertegnedes øjne dog, når Rasmus lander et sted i midten – hverken for sørgmodig eller for ’bassline’ pumpende – på numre som ”Falder”, som med garanti vil høre til blandt albummets singler. Rasmus kommer fortrinligt ud af på den slags skæringer, der hører til albummets mere optimistiske skæringer. Man fristes næsten til, at sige, at der går noget Disney-lignende i den, når Rasmus på nummeret synger ”Bli’r skør i mit hoved’, ka’ ik’ stå imod – måske det er vinen i mit blooood”. Der er ikke just tale om musikalske oplevelser, der emmer af storladen musikalsk kunst – men det behøves heller ikke. Præmissen holder vand, og i forhold til både ambitioner og genren taget under betragtning, får man det, man kommer efter.

Hvad nu?

Det fungerer – alt lige fra de simple og (må man formode) oprigtige tekster, til den solide vokal fra den platin-sælgende sanger. Selv de mere sentimentale skæringer, formår akkurat ikke, at ende op i den banale ’cheesy’-kategori. Det burde derfor være svært, for Seebach fans i særdeleshed, at være utilfredse. Men også svært at blive slået bagover.

For helt ærligt - så er stilen i undertegnedes ører næsten så identisk med forrige udspil, at forrige album ligeså vel kunne have været en dobbeltalbums-udgivelse. Tommy-junior tager hverken vilde sats eller synes at søge nye veje – det gør, at 2’eren i høj grad lyder, som var den støbt af nøjagtig samme jern som 1’eren. Denne brug af en velfungerende opskrift giver lyden af et resultat, som er vellykket, og uden tvivl vil præge de danske radiostationer med en håndfuld singler resten af året - men også lidt forudsigeligt. Første album var et imponerende friskt pust i den danske skare af følelsesladede mandlige singer/songerwriters – andet album var en pæn vedligeholdelse. Med navne som Ankerstjerne og Xander (hvor førstnævnte i øvrigt gæster på nummeret ’Millionær’) bliver man mindet om, at dette er felt med konstant konkurrence. Så man fristes til at spørge - Hvad skal der ske næste gange, Ralle?