Signe Svendsen (Koncert)

På en af samme måde middelmådig og fantastisk

Denne kolde søndag aften sad en næsten fyldt koncertsal på PH-Caféen, langt væk fra Borgen og fjernsynet, og ventede på Signe Svendsen med band. Ja nogen var endda så langt væk, at de ikke nåede til koncerten, som oprindeligt skulle være holdt på Bremen, og midt i dette skift tabte vi altså nogle koncertgængere på vejen.

En lille sal på Vesterbro var publikum veloplagte til trods for lidt murren i krogene over, at deres faste pladser på Bremen var skiftet ud med først til mølle princippet på PH Caféen, hvilket man jo godt kan forstå. Og ja i en lille sal er der ikke plads til den store scene. Ikke fordi Signe Svendsen behøver det, hun ville kunne holde en veloplagt koncert på en papkasse, men aftenens instrumenter, ledninger og kabler fyldte stort set det hele, hvilket også blev straffet i sidste ende med, at strømmen bogstavelig talt blev trådt ud.

Middelmådigt første sæt
Trods disse trange kår spillede Signe Svendsen og band et middelmådigt første sæt med 8 numre. Signe Svendsen var som altid veloplagt med anekdoter mellem hvert nummer, som talte alt lige fra eget ældre materiale til nye sange over fortolkninger af store croonere. Ikke alle numre sad lige i øjet i første sæt. Første nummer ”Gentagelsen” fra hendes debutalbum Ny Passager virkede en anelse sjælsløst i starten, men endte op i en indleven fra Signe Svendsens side, som for alvor brød ud i lys lue ved aftenens tredje nummer. En fortolkning af Neil Young ”Comes a Time”. Her blev hun akkompagneret af de tre musikere på guitar, og det på en måde så alt virkede som en sjælfyldt og elegant performance, hvor vokalen sad lige i øregangen.

Signe Svendsen bød også på et par nye numre, hvoraf jeg vil fremhæve et nummer med hendes strofe: ”Jeg falder, jeg falder, falder for dig”. Og hvem faldt ikke for Signe Svendsen på det tidspunkt? Hendes tekst flåede mildest talt i mit hjerte. Desværre passede de høje toner ikke så godt til hendes vokal på dette nummer, man kunne have ønsket sig et lidt dybere toneleje.

Ukulele med hård hånd og Leonard Cohen
Derefter bød første sæt både på en anden ny sang, hvor de høje toner sad lige i skabet og et nummer med den famøse ukulele, som skabte en del latter ved dens blotte tilstedeværelse, men Signe Svendsen styrede den med hård hånd. Ej at forglemme hendes fortolkning af Leonard Cohens ”Dance Me to the End of Love”. Jeg har hørt Signe Svendsen fortolke Leonard Cohen før, hvor det er lykkedes meget bedre. At fortolke en herre med så dyb stemme kan være både spændende og svært som kvinde med en meget lys stemme. Jeg synes ikke, at dette sangvalg af Leonard Cohen var det rette for Signe Svendsen. Det var ikke et spørgsmål om selve fortolkningen men om et troværdigt stemmeleje.

Der blev hamlet op med Kim Larsen og Bob Dylan
Andet sæt bød på en energi af dimensioner. 8 fantastiske numre og så selvfølgelig de obligatoriske 2 ekstranumre.

Signe Svendsens nummer ”Videre herfra” fik mine tanker hen på den legendariske ”Susan himmelblå” af Kim Larsen. ”Jeg har prøvet mit, nu skal du prøve dit”, synger hr. Larsen lig med Signe Svendsen budskab om at favne det faktum, at de unge skal have lov til at slå sig lidt løs. ”Videre herfra” var en fantastisk live præstation, og uden at blinke; en sang som kan hamle op med det gamle Kim Larsen nummer fra 1984.

Og at Signe Svendsen kan hamle op med gode gamle kunstnere som Willie Nelson og Erik Grip beviste hun virkelig denne aften i PH Caféen. Erik Grips ”Små hjul” blev fortolket i en af hendes egne sange. En skøn blanding af eget og ”lånt” materiale, samtidig med en vild vild guitarsolo af Lars Skjærbæk. Eminent performance af Signe Svendsen og band, der viste at rumme så meget af den samhørighed, de har, men som havde manglet lidt i første sæt.

Og i bedste Bob Dylan stil fik vi mundharmonikaen fra selvsamme Lars Skjærbæk på nummeret ”Rævesøvn”, som var Signe Svendsens hyldest til Vesterbro om natten. Mundharmonikaen var et fedt og gennemtænkt indslag til nummeret, som fik det hele til at gå op i en højere enhed.

Energien, der faldt lidt til jorden
Til sidst fik vi titelnummeret fra Signe Svendsens debutalbum Ny Passager. Troels Skjærbæk, Lars Skjærbæk, Nikolaj Heyman og Signe Svendsen gav alt, hvad instrumenter og vokaler kunne holde til, og så lidt mere. En energi sydede fra Signe Svenden og band. En energi, som man kunne have ønsket sig gennem hele koncerten.

Efter min mening faldt de to ekstranumre lidt til jorden, ved afslutning af et af Signe Svendsens nye numre. Jeg kunne have ønsket, at de havde holdt fast i energien med ”Ny Passager” og afsluttet hele koncerten med den.

Lyden den aften ved Tess Pedersen var fantastisk. Bedre lydmand skal man lede længe efter, men når lyden er så god, bliver selv den mindste fejl straffet i højtaleren. Et ekko, en forkert akkord eller et manglende ord. Det var synd.

Alt i alt en god koncert med Signe Svendsen på PH Caféen, men jeg må indrømme, at jeg har set og hørt bedre koncerter med hende. Ingen tvivl om at der var fantastiske musiske oplevelser, men der var desværre også plads til de middelmådige. Derfor får Signe Svendsen med band i PH Caféen 4 stjerner.