Tue West – Ikke… Regulere… Mere
7. november 2011 af marie
Traditionelle sange til ensomt selskab!
Den anerkendte Tue West er tilbage med sit 5. soloalbum, Tue West er kendt for hans originale og ærlige tekster, og dette album er ingen undtagelse. Hans gennemtrængende og specielle stemme er unik og hænger tungt i luften efter, man har hørt albummet ”Ikke… Regulere… Mere”.
Ulykkelige sjæle og kærlighed er de helt store temaer på albummet, der rummer 9 numre. Dog bliver musikken en lille smugle mekanisk og upersonligt, i modsætning til teksterne som nummer efter nummer rammer plet. Der mangler en smule musikalsk opfindsomhed.
Første single er allerede udgivet, det er ”Vi lægger ingenting i dage”, som udkom d. 5. september. Sangen indeholder alle de klassiske Tue elementer, teksten passer perfekt til den trøstesløse musik. ”Vi har nok i vores timer, som kommer væltende i stimer, hva laver jeg her, der er ikke noget at lave her”. Tues stemme er så unik og kan sammenlignes med kunstner som Peter Belli.
Et mere frisk pust på albummet er sangen ”Hvis nu jeg træffer valget”, hvor melodien skiller sig ud og bliver et forsøg på noget mere ”happy” musik. Den endeløse Lalalalalala forsætter hen over det meste af sangens omkvæd, og ja faktisk er det næsten det eneste, han synger udover ”Hvis nu jeg træffer valget, om at hive dig ud af din hverdag, tager du så mig med i faldet, hvis det bare ender med en lidt dårlig smag i munden”.
Som man kan høre, er der en meget alvorlig side af Tue, og han tør tage de alvorlige emner op, hvilket man blandt andet hører på sangen ”Hun er så ulykkelig, for hun ka ikke få børn”. En meget lang titel, til en meget alvorlig sang, som handler om en søvnløs sjæl, der drømmer om at få et barn, ulykken rammer hende, da hun ikke kan få børn. Dag ind og dag ud går hun med denne smerte, imens Tue synger ”Og faren får igen sagt noget forkert, som i: det er også skide hårdt og skide svært at drive en forretning når man har børn, så hvorfor?... Men hun er så ulykkelig, for hun ka ik få nogen, hun er så ulykkelig, for hun ka ik få børn”
Det er tydeligt på flere af sangene, at guitaren er trådt mere ind i baggrunden, og Tues stemme er kommet mere frem i rampelyset end før. Musikken skaber stemning og følelser til den, som tager sig tid til at lytte. Musikken passer perfekt ind i årstiden, så tænd nogle stearinlys, sæt noget kaffe over og nyd Tues dejlige og sprøde stemme.
4 stjerner af XQ direkte til Tue West…
|
|
|