Tina Dickow – True North
Dickow, it’s a Miracle You Gave Us, True North
Resultatet af 9 koncerter med DR’s UnderholdningsOrkester igennem somrene 2010 og 2011følges nu op af Tina Dickow med albummet ”True North”. En live cd plus en live dvd fra DR’s koncertsal med alt, hvad der dertil hører af strygere, slagtøj og blæseinstrumenter, samt Dickows eget band bestående af islændingen, Helgi Jonsson, Dennis Ahlgren og Poul Therkildsen.
En anmeldelse af dette album inkluderende både en cd og en koncert krydret med dokumentariske klip af Tina Dickow er en udfordrende opgave, idet det gælder sanser som både hørelse, syn og kombinationen af disse.
Der er en smule forskel på Dickows valg af numre på henholdsvis cd’en og dvd’en, men det gør blot oplevelsen bedre. Og derudover er der tre nye numre med, som tæller titelsangen ”True North”, ”They Should See Me Now” og ”Moment of Bliss”.
Som helhed er cd’en en smuk lytte oplevelse, der efterlader en musisk mættet, måske en lille smule for mættet. Med for mættet af cd’en mener jeg, at den til tider forbliver en anelse for pæn. Jeg savner hendes sårbare råhed, som man til gengæld får for alle pengene og mere til på dvd’en ”Live in Concert”.
Kombinationen af de flotte klassiske toner fra DR’s UnderholdningsOrkester, Tina Dickows smukke stemme og velskrevne sange giver én det løft, som nok har manglet i Dickows albumsamling. En samling af det fremadrettede syn på kærligheden. De fleste vil nok forbinde hende med melankoli og ensomhed, men på ”True North” og især på dvd’en springer positiviteten lige ud i hovedet på én som en bombe i 3D, når Tina Dickow på nummeret ”They Should See Me Now” synger: ”Many people have said / I live inside my own head / They think I’m lost and blue / But they should see me / When I’m in love / When I light up the darkest night”. Jeg må indrømme, at dvd’en mere end cd’en giver det helhedsindtryk af den rene, åbne, ærlige og tillidsfulde kommunikation mellem musikken og lytteren. Et smukt og foreneligt samspil af de klassiske og rockede elementer på numre som ”True North”, ”Sacre Coeur”, ”He Doesn’t Know” og ”Home”. På dvd’en bliver oplevelsen af ”Home” dog en anelse for meget med Annisette versus Björk tilsat Carola-effekten.
Til gengæld er der en version af ”Walls” på dvd’en, som efterlader én med gåsehud, fordi duetten mellem Tina Dickow og Helgi Jonsson tilsat ganske få strygere griber én om hjertet med den dybe intensitet og de hudløse ærlige blikke og følelser, som opstår i hele dette samspil. Og netop samspillet imellem Tina Dickow og Helgi Jonsson løfter hun også sløret for, i de håndholdte optagelser af hende imellem numrene på dvd’en.
”Jeg flytter jo for kærligheden, som jeg har ledt efter så længe”, fortæller Dickow og derefter klippes til et kuffertmærke med Icelandair. ”Minder ironisk nok meget om London (Hvor Tina Dickow flyttede til og boede i en årrække) Forskellen er, jeg er så bare ikke alene mere”. Den private Dickow løfter her sløret for den spirende kærlighed imellem hende og Helgi Jonsson. Som så flot udtrykkes på det sidste nummer på dvd’en ”Open Wide” med ordene: ”Come and take my hand…”
”True North” er et af hverdagens små mirakler, som sker rundt omkring os. Et flot og til tider pompøst musikmæssigt og sanseligt mirakel.
Vi tager Dickows hånd og lægger 5 stjerner i den.
|