Anthony Hamilton – Back to Love
12. december 2011 af marie
I denne ombæring er det den rutinerede R&B/Soul grammy vinder, Anthony Hamilton, der står til vurdering for hans 4. studiealbum ’Back To Love’ her på XQ28.
Om albumtitlen udtaler han selv: "We live our life, day to day, month to month, year to year, doing so much that we forget the love, the people around us, the things around us, and just life itself. I want to remind people that it's okay to be in love with yourself and the loved ones in your life." (Se Kilde)
Og det er en beskrivelse, som rammer hovedet på sømmet. Langt hen af vejen er den 40-årige North Carolina sanger- og sangskriver nemlig svær at placere. Når det bliver allermest inderligt, gemmer der sig i undertegnedes ører lidt af den samme sensualitet, som Marvin Gayes bedste værker ligeledes var støbt af. Omvendt kan der også drages paralleller til, den nogenlunde jævnaldrene kollega, Nellys kækhed, dog uden at det bliver lige så ”drengerøvet” og kommercielt i betrækket.
Tilbage står man med en frisk, velsmurt og ikke mindst catchy soul-lyd, som burde kunne få selv de mest hårdneglede y-kromosomer til at invitere nabolagets attraktive brunetter på middag med stearinlys.
”Back To Love” lægger ud med åbningsnummeret Woo som, udover at høre til blandt albummets ubestridte højdepunkter, samtidig er en de få up-tempo skæringer i denne omgang. Det gør dog intet, da Hr. Hamilton langt hen af vejen er mindst ligeså træfsikker, når der gåes en kende ned i tempo som på titelnummeret ”Back To Love”. At der er et par enkelte knap så interessante momenter hist og her, og at albummet måske ikke, rent lyrisk, presser grænser for genren, er alt sammen vand under broen - for de trofaste fans af genren vil i denne ombæring med garanti få deres soul-sult stillet.
Se Video her
Kilde: http://www.artistdirect.com/entertainment-news/article/anthony-hamilton-to-release-back-to-love-on-dec-13/9745243
|