Tim Christensen And The Damn Crystals – Tim Christensen And The Damn Crystals

Tim C og de forbandede krystaller flyder overlegent ud i nye lydmønstre

XQ28.dk har fornyligt bragt en anmeldelse af D-A-D’s seneste album, hvor rockgruppen havde valgt at være tro mod rødderne i Deres lyd, og på frisk vis formåede de at lyde som en gruppe drenge, hvis karriere endnu havde det første alvorlige spadestik til gode. Om Tim Christensen på samme måde lyder som en sulten debutant, ved jeg ikke, om jeg vil sige, men faktum er i hvert fald, at lyden på ’Tim Christen And The Damn Crystals’ lyder mere som ’Dizzy Mizzy Lizzy’, end det har gjort længe. En typisk udgivelse, der vil skille vandene i tre puljer: Dem der er tilfredse over endelig at få en pause fra Hr. Christensens seneste mange års lidt for navlepillende og sukkersøde rockballader, dem der ikke er glade for den røde ”tråd” – og som gerne ville have fortsat, hvor han slap med mere ”Nikolaj og Julie”-lyd og til sidst de alsidige lyttere, der anderkender danskerens talent, uagtet hvilken retning han går. Undertegnede har mest af alt et ben i de to sidstnævnte lejre, for selvom jeg egentlig følte, at der sagtens kunne have været mere at komme efter i henhold til den 37-årige Københavners mere sentimentale og fintfølende skæringer, er det ikke ligefrem, fordi kvaliteten udebliver på seneste udspil. Tværtimod! Sanger og sangskriveren er nemlig i stand til hverken at tabe fart rent melodisk eller lyrisk, selvom han går op og ned i tempo.

Efter den knap 11-minutters lange energiske albumsåbner ”The Damn Crystal”, gemmer der sig førstesinglen og radiohittet ’Surprise Me’, som allerede i den indledende guitar-intro bevidner om en mere rå Tim C med band. Derefter følges der op med to mindst ligeså lyttervenlige, om end mere rolige skæringer i skikkelse af ”Far Beyound Driven” og ”Million Miles Away”. Dette mønster synes at fortsætte albummets 10 numre igennem, hvor der befinder sig momenter, der vil tilgodese alle folk i de føromtalte tre puljer. Tim Christensens evigt elskede kærlighedstema bliver da også atter taget under kærlig behandling, bl.a. på albummets lukker ”Never Be One Until We’re Two”, hvor sangeren poetisk og velsmurt får leveret sætningen ”Love is not a one-way mirror”. Fælles for størstedelen af sangene er (heldigvis!), at de holder vand på hver Deres facon. Bundniveauet er højt – og der er aldrig tale om nogen deciderede rockmæssige nedture, hvad end der er smæk eller ro på. Hvordan har dette så kunnet lade sig gøre? Tja, svaret er ganske simpelt, at vi har at gøre med en usandsynligt dygtig herre, med ører for præcis hvordan et vellykket nummer skal skrues sammen. Om ”The Damn Crystal” vil gå over i historien som det Tim C album, der vil kaste flest radiohits af sig er uvist, men i al fald er albummet i den grad et lyt værd, da det illustrerer en perfektionists alsidighed til punkt og prikke. Det er i sig selv en imponerende bedrift.

Se Video her