Samspilsramt Medina i et kikset forsøg på mødet med de klassiske toner
Medina skrev allerede i går aftes omkring kl. 18.30 på sin facebook profil til sine hardcore fans "Medivas" at hun ville rykke Tivoli midt over senere på aftenen til Fredagsrock i Tivoli. Havde jeg læst denne opdatering inden afgang til koncerten ville jeg højst sandsynlig være blevet hjemme. For hele konceptet for koncerten i går aftes var at Medina skulle forenes med Tivolis traditonsrige symfoniorkester, og hvordan man set i lyset af denne konstellation vil rykke Tivoli midt over, får hele fundamentet til at rykke midt over. Måske var det, hun mente med sine ord?
Uden at have læst denne opdatering inden koncerten, tog jeg i Tivoli med tårnhøje forventninger til aftenens arrangement. En mulighed for at opleve et unikt samspil mellem Danmarks popdronning nummer 1 og et symfoniorkester med blandt andet strygere, klarinetter og kontrabasser. Forventninger om en aften, som måske kunne over i Fredagsrockens historie som et helt særligt og flot musikalsk arrangement. Clubhits fortolket og akkompagneret af klassiske toner. Kan man ønske sig en større udfordring som musikelsker?
Mine forventninger blev hurtigt pakket sammen og lagt væk. For koncerten vidnede allermest om en samspilsramt Medina, der som udbrændt candyfloss klisterede sig som sukker til et veloplagt symfoniorkester.
Under de tre første numre "Lykkepille", "Gode mennesker" og "For altid" var Medinas stemme vag, lyden var ikke særlig god og symfoniorkestret kom ikke rigtigt til sin ret. Hendes stemme blev dog varmet op under koncerten, og lyden blev meget bedre, men arrangementet med symfoniorkestret kom aldrig rigtigt til sin ret. Med det mener jeg, at man desværre ikke rigtigt kunne høre det klassiske møde mellem Medina og det traditionsbundne orkester. Dette skyldtes bestemt ikke symfoniorkestret, for de var mere end oplagte, men snarere Oliver McEwans arrangement.
Medina var meget ydmyg i sin rolle som en af de eneste kvindelige kunstnere i Danmark, der er blevet inviteret af Tivolis symfoniorkester til en fælles koncert, hvilket hun også bekendtgjorde på scenen.
Desværre blev denne ydmyghed, snarere til en ydmygende forestilling for Medinas vedkommende, der iklædt fredagens frække lyserøde trusser, som i og for sig passede godt til resten af outfittet, clashede med det mondæne klassiske arrangement. Heldigvis matchede trusserne til dirigentens godt gemte lyserøde sokker.
Når man står sammen med et af Danmarks bedste symfoniorkestre, mener jeg ikke at ordene "Fuck" og "Fucking" hører hjemme. Måske er jeg blot af den gamle skole, men hører ydmyghed og bandeord sammen på samme scene?
Medina talte sig mere og mere varm mellem numrene, hvilket inkluderede ovennævnte to ord. Det klædte hverken hende eller arrangementet.
Til trods for Medinas "hårde" mundtøj må jeg indrømme, at hun faktisk sang rigtigt godt live. Alle tidligere fordomme om Medina og hendes manglende evne til egentlig at kunne synge live blev gjort til skamme denne aften i Tivoli. Hun leverede en flot vokalpræstation.
Aftenen fortsatte med numrene "Synd for dig", "Jalousi"og "12 dage". Numrene "Ensom" og "Kl. 10" er de to numre, jeg vil fremhæve som aftenens bedste i forhold til det klassiske arrangement. Her opstod den magi, som jeg havde haft forventninger til, skulle have kendetegnet hele koncerten.
Desværre endte "samspillet" mellem Medina og symfoniorkestret brat, da arrangemenetet inkluderede, at Medina også skulle stå alene på scenen og give den hele armen i bedste Ibiza-stemning. Scenen dannede pludselig rammen om Medinas clubhits, som vi altid har hørt dem. Diskolys, lyskegler og hamrende bas blev sendt ud over Plænen. Var det det, publikum havde forventet? Hvad havde det overhovedet at gøre med det fine klassiske møde mellem to verdener?
Nuvel, vi blev præsenteret for et helt nyt nummer, "Gi' slip", fra Medinas side. Et nummer, som ikke lænede sig den mindste smule op ad Medinas store musikalske hitkatalog. Vovet at hun præsenterede os for en sang, som ikke havde Medina-lyden. Desværre var sangen ekstremt dårlig, hvilket man tydelig kunne læse i publikums ansigter og manglende lyst til at følge med. Publikum konverserede hinanden og virkede egentlig ganske uinteresserede i, hvad der forgik på scenen.
En oplevelse jeg havde af Havens gæster under store dele af koncerten. I bedste diskoteksstil kastede Medina sig rundt på scenen i sit rette element, tydeligvis. Hun havde en fest, men havde publikum? Medivas i fronten foran scenen stod for skrigene, hænderne i vejret, samt klapsalver undervejs. Ellers virkede publikum som om de kedede sig og var skuffede over koncertens udvikling fra den klassiske koncert til diskoteket.
Vi, publikum, blev hevet i gennem den ene diskoteksbasker efter den anden. "Velkommen til Medina", "Vi to", "Har du glemt", "Addiction" og "Jeg venter". Og ja vi ventede på de magiske øjeblikke, som desværre udeblev.
At Medina måske ikke er, hvad hun har været, eller kan præstere det, hun kunne tidligere, var tydeligt, da aftenens første gæstestjerner éntrede scenen. Spectors med nummeret "Lågsus". Dét satte gang i publikum, og Spectors formåede at sætte en fest i gang i Tivoli. At Burhan G som næste og sidste, gæstede scenen i skøn forening med Medina på nummeret "Mest ondt" fik hele Den Gamle Have til at lyse op grundet de mange smartphones, som publikum kastede i vejret, får at tage billeder af Burhan G. Men det er da trist, når ens gæstestjerner er mere populære end én selv.
Aftenen sluttede af med Medinas gennembrudshit "Kun for mig".
Måske skulle man være blevet hjemme og have bevaret et bedre minde om Medina fra andre koncerter i stedet for at være taget i Tivoli til et samspilsramt forsøg på et møde mellem Medina og de klassiske toner.