Groft
sagt har berlinbaserede Faurholts projekt alle dage været lidt af en
bipolar størrelse – man bliver enten draget eller frastødt.
For undertegnede var førstnævnte især tilfældet på albummets første del bestående at blandt andet den ørehængende åbner ”Floating in Space”, og nummeret ”On Top”, der giver associationer til en Pet Shop Boys-vokal over et nedbarberet Metallica-beat. Generelt er lydbilledet mere udadvendt end længe før, og det gør ikke udtrykket mindre klædeligt, at det grænser til det dansable på ”Future Wife”.
Halvvejs inde i afslutningsnummeret ”One Last Goodbye” gøres der imidlertid plads til endnu en gang at skeje ud på en faurholtsk facon, som limer projektet fuldendt sammen. Mix-mæssigt er der også en fin diversitet, og danskeren har tydeligvis flair for at placere vokalen præcis det sted i mixet, hvor den egner sig bedst på den pågældende skæring. Hvor vokalsporet på ”Holy Mother” får lov at flyde støjende rundt på bedste lo-fi vis, er den på ”Stars” så forfriskende central, at nummeret næsten kunne have indfundet sig på en fintfølende Helgi Jonsson-single.
De kan være stolt af Dem selv, Mr. Faurholt!