Gay Messiah og fire retter mad

I min omgangskreds er der tit hørt fnisen og træk på skulderen når Wallmann’s saloner er blevet nævnt – man har kunnet se billeder af firmajulefrokoster og servering på rulleskøjter for sit indre blik. Jeg må indrømme at jeg frygtede det samme da jeg stod i køen for at komme ind i cirkusbygningens indre, en regnvåd og helt almindelig onsdag. Man føler sig lidt som kvæg på vej mod slagtehuset, når 800 mennesker skal af med tøjet og ind og sidde. Der er også et eller andet mærkeværdigt ved at betjeningen løber rundt og i lynhast serverer fire retter mad. Hvorfor nu egentligt mad når man går til en koncert? Jeg kom til at tænke på middelalderens overklasse der sad og åd, og så engang imellem, når den fyldte mave ikke kunne klare mere, kunne sunde sig til hofnarrens udskejelser? Maden var, når det kommer til stykket, egentligt god. Hvad der rent faktisk virkede var, at man sad godt, man så godt – næsten lige meget hvor man sad i bygningen og der var plads og ro omkring en: på trods af cirkusbygningens store rum, var der ikke meget larm – måske bare stemning af et meget meget, meget stort middagsselskab.

Og nu til aftenens hovedattraktion: Rufus Wainwright: støbeformen til fremtidige ”popera” bøsser, glimmer ikonet, ironiens mester, klassens frække dreng, den eftertænksomme tusindkunstner: han gik på scenen imellem hovedret og dessert, hvilket må gøre ham til sorbeten – forfriskende, syrligt sød og i hans tilfælde pink (af væremåde). Programmet var en blanding af nyt og gammelt, akkompagneret af ham selv på et stort flygel, midt på scenen: hvordan klarerede han så det? Hvordan illuderer én mand et strygeorkester – kan sangene overhovedet omsættes til solo? Svaret er kort; ja, det kan de faktisk godt – rigtigt godt endda! Det var som at høre ham på CD. Han sang smukt, lavede ikke nogle fejl og som inkarneret fan med måde, tog jeg mig selv i, for mit indre øre, at høre partier med orkester, fordi Rufus leverede den sikre vare! Lige så dejligt som stemmen var det at sidde og kigge rundt på folk blandt publikum; aftenens succes var, under en af sjælerne, at se hvordan kærester sad og holdt om hinanden, aende hinanden på hånden, eller måske blot med blanke øjne, stirrende huller i den klare luft. Måske der alligevel er lidt ”Gay Messiah” over Wainwright – han kan i hvert fald finde ud af at samle og få opmærksomhed.