Fuld af følelser

Vi begynder aftenen med Johannes Brahms Tragisk Ouverture fra 1880. Den får på alle tangenter af fuld orkesterlyd og marchtrommer og er en flot åbning til en musisk aften, der er i den senromantiske tragiske ende.

Musikken er fra en tid, hvor de store følelser var i centrum, en tid hvor man i flæng begik selvmord eller mord i den ulykkelige kærligheds navn. Mayerlingdramaet i Østrig (1889), Elvira Madigan og Sixten Sparre herhjemme senere samme år.

Bruckners værk er fra 1887 – men her spillet i en version fra 1890. Man mærker tiden og de tragiske emner stærkt i musikken – lige fra de første ansatser. Men der er også en enormt flot og farverig dynamik i Hartmut Haenchens ledelse af Det Kongelige Kapel, der med knivskarp præcision skifter fra fuld styrke til afdæmpede lyriske passager. Det gør, at man hele tiden er opmærksom og draget ind i musikken, og henrivende er det, når der i Adagion skrues op for bækkener og slagtøj.

Der er en seriøsitet, en længsel og også en frihedstrang i musikken – en trang til at slippe ud af konventionerne og være sig selv. Det tragiske er, at det stort aldrig lykkes, og det var man fuldt ud klar over i slutningen af 1800-tallet. Derfor lurer den tragiske undertone konstant under hele symfonien, der er holdt i den dystre c-mol, men betagende smukt og livsbekræftende er det også.

Det Kongelige Kapel spiller med indlevelse og præcision, og det er en stor bedrift at få dynamikken til at virke så effektfuldt, som det var tilfældet denne aften.

En stor musikalsk nydelse på Operaen, der nød godt af, at det var et orkester, der er vant til at spille til store dramatiske værker inden for både operaen og balletten.