Viva Cuba!

Den unikke stemning i Poltigården er afløst af en mere afslappet stemning på Ofelia Beach hvor Copenhagen Summer Dance med Dansk Danseteater som vært nu stiller op til en aften med små godbidder fra den danske og internationale danseverden.

Programmet er kortere end det plejer – en time kan det gøres på, men det gør så absolut ikke noget. Når man danser med udsigt til forbipasserende både og anden liv i havnen, skal der stærke værker på scenen for at holde koncentrationen omkring dansen. Her formåede man ikke helt at holde niveauet aftenen igennem. 

Vi begyndte med et gensyn med Marcus Morous Vals som havde premiere i januar 2017 med Dansk Danseteater. Det er en opfindsom og finurlig koreografi som her ved det åbne hav nærmest fik danserne til at ligne dansende søgræs i deres stramme sorte pailletdragter. Sjovt og interessant og et glædeligt gensyn med de uhyre præcise dansere.

Dernæst var det gæsternes tur. To dansere fra det cubanske kompagni Acosta Danza, grundlagt af den cubanske stjernedanser Carlos Acosta, gav et moderne bud på Nijinskis klassiker En Fauns Eftermiddag – her til en blanding af den originale musik af Debussy og musik af Nitin Sawhney. Det var desværre ikke en særligt vellykket eller interessant pas de deux der kom ud af anstrengelserne. Repitativt, klodset og kedeligt blev det i længden trods to spændende dansere på scenen.

Kontrasten blev endnu mere skærende når man bagefter så hvor elegant og glidende dansere kan smyge sig om hinanden, i det skønne gensyn med Stephen Shropshires lile perle Lamento Della Ninfa for tre dansere.

Aftenens største skuffelse var dog pas de deuxen fra Manon af Kenneth MacMillan. Jeg tror aldrig jeg har set den danset så dårligt som her. Alban Lendorf er en elegant Des Grieux, men han laver ikke andet i denne pas de deux end at bære rundt på sin partner. Det gjorde han så på Mariana Minolu der hverken ejede udstråling eller teknik til partiet som den amoralske forførerske Manon. Det var faktisk tåkrummende flovt at overvære, og ubegribeligt hvorfor de to skulle danne par. 

Heldigvis glemte man hurtigt den misere da aftenens sidste værk kom på scenen. Dansk Danseteaters nye chef Pontus Lidberg havde selv koreograferet Paysage, Soudain, La Nuit, hvor både dansere fra Acosta Danza og Dansk Dansetaeter var på scenen samtidig. Det var et lykkeligt sammentræf, men det var cubanerne der løb med det meste af opmærksomheden. Især Mario Sergio Elias som var aftenens stærkeste danser med en scenisk udstråling der nåede langt ud på det åbne hav. Glædeligt var det også at se et mandligt par være hovedparret i balletten. Javier Rojas og Lucas M. Threefoat dansede sig lige lukt ind i hjertet på tilskuerne med deres kærlige og flirtnede omfavnelser. 

En blandet aften der gjorde klogt i ikke at vare længere.