Det flydende køn

Det er en vild idé at sætte Virginia Woolfs kæmperoman på scenen, men det er også en god idé, for med dens tematik om den flydende seksualitet og om at finde sit jeg rammer den ned midt i vor tid.

Orlando har en handling der strækker sig fra Elizabeth 1. og op til vor tid. Det er en krævende handling at formidle fra en teaterscene, og selvom der naturligt er skåret meget i teksten, virker forestillingen en smule lang i udtrykket. Man kunne have ønsket sig at enkelte scener var strammet mere op i tempoet, men når det er sagt er der rigtigt eget herlig og fræk humor i forestillingen, og skuespillerne flyver energisk ind og ud af diverse roller.

Sally Poter lavede en film over romanen tilbage i 1992 med Tilda Swinton i hovedrollen. På Betty Nansen har man Maria Rossing som den androgyne hovedperson. Hun personificerer flot Orlando, både som mand og som kvinde, men hvor Potters film var mere naturalistisk i sin spillestil, er Elise Kragerups iscenesættelse mere distanceret og karikeret. Alligevel lykkes det Maria Rossing at holde sin figur fast og putte en følsomhed ind i den der varmer fra scenen. 

Tina Gylling Mortensen giver to af forestillingens bedste portrætter som kritikeren Mr. Green og som Dronning Victoria, Anton Hjejle har et dejligt flirtende blik i øjet, og Mikkel Arnt er skøn som både Hertuginde og Hertug der bejler til Orlando. 

Maja Ravn har skabt en enkelt scenografi der spejler publikum i salen med handlingen på scenen. De mange lokationer klares effektivt og elegant med forskellige videoprojektioner. Kostumerne må dog siges at være nogle af de grimmeste indtil videre i denne teatersæson. 

Aftenen er dog fuld af opfindsomme detaljer i iscenesættelsen. Man fristes næsten til at sige at Virginia Woolfs historie druknes i pjank, men Woolf havde selv et litterært glimt i øjet gennem den lange roman. Heldigvis sprudler forestillingen også af sproglig poesi og henrivende orddueller.

Orlando på Betty Nansen ender med at blive pudsig og sjov mere end gribende.