Tarzan - musicalens konge!

Den version af musicalen de spiller i Fredricia, slår den oprindelige internationale produktion fra 2006 med flere lianlængder. Jeg så den oprindelige version i Hamborg for en seks-syv år siden og var ikke umiddelbart blæst væk af begejstring, især fordi den scenografisk var en smule ensformig. Det kan man ikke sige den er i Fredericia. Der skiftes konstant flotte baggrunde, mens der svinges i lianer ud over tilskuerpladserne, så man har en fornemmelse af at man sidder midt i junglen.  De flotte LED skærme fra Klokkeren er igen i brug helt ude i salen, så man får samme sug  i maven som i den brømte katedralscene fra teatrets nok største succes til dato – nemlig Klokkeren fra Notre Dame. Men Tarzan gør den rangen stridig: Den er nætmest endnu flottere i det visuelle udtryk, og hvem havde troet at det var muligt.

Det er godt set at Tarzan har brug for et stærkt visuelt udtryk, da musicalen ellers ikke hører til genrens ypperste værker. Teksten er lige flad nok, og musikken en anelse monoton i sin buldrene jungle-lyd, men den bliver spillet effektivt af orkestret under ledelse af Martin Konge. 

Hvad Tarzan ellers har brug for, er en både maskulin og følsom hovedperson der også kan charmere trusserne af både kvinder og mænd. Det har man så sandelig fået i Kim Ace Nielsen! Ikke nok med at han har den perfekte krop til titelrollen, han har også en sangstemme der står stærkt igennem hele forestillingen. At Kim Ace Nielsen er adræt vidste vi godt – han er også danser og koreograf og har bl.a. koreograferet Fredericia Teatrets seneste landsdækkende succes Seebach, men at han på den måde er overlegen som hovedrolleindehaver på både den dramatiske og sanglige front havde man ikke nødvendigvis regnet med. Hans Tarzan kan gå ind på hvilken som helst scene i verden og få lagt publikum ned – en kæmpe præstation – intet mindre.

Sit modspil får han i Regina Sloth der denne aften var Jane Porter. Det var hun yderst elegant og med en sikker lystspilskomik der passede godt til rollen. Hun havde også en behagelig sopran der lød godt både alene og i samspil med Kim Ace Nielsens Tarzan. 

Maria Skuladottir og Teit Samsø var Tarzans Gorilla-plejeforældre med både stolt patos og følsom forældrekærlighed. Anders Bircow morede som jovial professor-far til Jane, og Jacob Prüser var en ægte skurk helt efter bogen. 

Lynne Kurdziel Formato har iscenesat i et forrygende tempo der i den grad klæder forestillingen. Koreografisk var vi dog lidt mere på det jævne, men det glemte man fuldstændig når musikken spillede, og scenerne fløj forbi os i smukke billeder.

Tarzan er i den grad musicalens konge lige nu i vort ganske land.