Populært gensyn på Operaen

Det er populært med La Bohème – og heldigvis har Den Kongelige Opera været klog dengang de bestilte den nye iscenesættelse af Elisabeth Linton i 2016, for det er en La Bohème der kan ses igen og igen – sikker i sin stil og sin iscenesættelse.

Ligesom til premieren undrer det at den er flyttet i tid; meget af handlingen er nemlig præget af den tid den er skrevet i med de mange tuberkulosetilfælde. Den berømte muffe til Mimi undrer hvis vi er i noget der ligner 1940'erne - 1950'erne. Der var vist ikke mange der gik med muffe der – eller syede stramaj – men nuvel, det tager vi med også denne gang. 

Desværre er besætningen knap så god som sidst. Bortset fra på damesiden hvor både Chistina Pasaroiu som Mimi og Sofie Elkjær Jensen som Musetta både ser ud og lyder som de roller de har fået. Begge er forførende på deres måde: Cristina Pasaroiu med en sexet blufærdighed, Sofie Elkjær Jensen med en flammende sensualitet.  Herrerne er ikke oppe på damernes niveau. Man tror ikke en dag på at de står på tærsklen til voksenlivet – den tærskel ser ud til at være passeret for meget længe siden, men heller ikke stemmerne slår helt til, og Rodolfos parti er transponeret ned for at man kunne følge med, men smælde igennem med stemmen det gjorde Niels Jørgen Riis nu ikke i partiet selvom tonerne var sat ned.  David Kempster var heller ikke helt hjemme i rollen som maleren Marcelleo, men her havde stemmen dog lidt bedre volumen. Den eneste af herrerne der lignede en yngre bohème var Jens Søndergaard som Schaunard.

Der er godt liv i anden akt hvor operakoret og statisterne giver liv i en masse forskellige herlige roller, og her folder operaen sig også ud i sin mest underholdende fase.

La Bohème bliver aldrig rigtigt min favorit – en mening jeg ikke deler med mange, er jeg klar over – men jeg har altid syntes den var temmelig kedelig i sin figurtegning og både småsentimentale og overfriske bohème-romantik. Når den så heller ikke bliver spillet og sunget nævneværdigt bedre end her, er der lang vej til Mimis sidste suk på taget i Paris. 

Det Kongelige Kapel truttede og buldrede alt det kunne under Marius Stieghorst ledelse –der blev i hvert fald smurt godt og grundigt på de følelsesladede steder i partituret, så sangerne havde problemer med at overdøve lyden fra graven, men flot spillede de i kapellet.