Dødens værtshus

Vi er på en bar hvor en mand sidder og hænger og en lettere trist stripper vrider sig op ad polestangen i hjørnet. Det viser sig at være John Lennon og en kvindelig engel, og vi befinder os i Skærsilden. John Lennon har siddet der på stolen siden attentatet mod ham i 1980. Han tyller whiskyshots og ser Dallas på TV-evigheden lang. Samme trummerum evig og altid.

Pludselig er der happy hour – det betyder at en ny dukker op i baren. Det er ung gravid kvinde der har forsøgt at begå selvmord. Hun og John Lennon kommer til at skifte krop, og sådan fortsætter historien frem og tilbage mellem de tre personer på scenen.

Teksten er mildt sagt svag – utroligt at ny dramatik kan indeholde så mange ord og tanker som er blevet sagt igen og igen på nøjagtigt samme måde. 

Flygtningeproblematikken, klimaforandringer, reality-TV osv. osv. 

Charlotte Munksgaard er forestillingens redning. Hun suger opmærksomheden til sig som den strippende bar-engel. Alle midler tages i brug, og hun vrider alt hvad man kan ud af rollen – og tilfører så i øvrigt så meget mere at man slet ikke kan forestille sig andre i den rolle. Man følger hende overalt på scenen – selv når hun ikke er i centrum.

Det er svært for Gerard Carey Bidstrup og Anna Stokholm at komme til på scenen for Charlotte Munksgaards eminente spil. Dels fordi rollerne ikke er ret interessante, dels fordi ingen af dem desværre spiller særligt overbevisende. Kun når Peter Zandersen til sidst i forestillingen dukker op som en herlig parodi på Thomas Blachman får Munksgaard noget der minder om et ligeværdigt modspil.

Det mest problematiske er dog at stykket rent faktisk er rigtigt skidt skruet sammen af Sophie Zinckernagel. Rodet, forvirrende, patetisk og forcerende bizart. Jeg tror næppe det får noget langt liv i den danske teaterverden.