Oscar Dietz, Kasper Leisner og Mikkel Moltke Hvilsom som engel, Djævel og Kat i forestillingen Djævelens Lærling på Refshaleøen. , Foto Martin Mydtskov
Musical-udgaven af Kenneth Bøgh Andersens roman, Djævelens Lærling, er kulørt og fornøjelig og reddes af gode folk i de centrale roller.
Titel:
Djævelens Lærling
Teater:
Heltemus i et teatertelt
på Refshaleøen
Spilleperiode:
1.-25. november 2018
Derefter turné
Det er en sjov idé Kenneth Bøgh Andersen fik da han skabte universet i Djævelens Lærling som siden er blevet til en hel romanserie. En dreng der er godheden selv, havner ved en fejl i helvede hvor selveste Djævelen har valgt ham som sin lærling. Djævelen er nemlig ved at dø, og ingen ved hvorfor. Oppe på jorden efterlader Filip Engel, som drengen hedder, en kærlig mor – men heller ikke så mange andre. Venner har han nemlig ikke rigtigt nogen af. Han føler heller ikke at han passer ind nogen steder – men i helvede finder han pudsigt nok sin plads.
Peter Langdal har iscenesat, og det har han gjort med megen energi, men sine steder også lidt klodset når han skal flytte folk rundt på den store og ret triste scenografi af Eilev Skinnarmo. Han synes heller ikke rigtigt at have fået hjælp fra koreografen Peter Friis: Trin er der ikke mange af, og gentagelserne er triste og trættende. Musikken er underligt diffus i sit udtryk. Snart lyder det som Sondheim, så lyder det som dansk musical fra 90'erne, så er der referencer til broadway-stilen, og aldrig er den rigtigt vedkommende. Problemet er også at det nok kan være der er referencer til f.eks. Sondheim når Christina Elisabeth Mørkøre står som en anden Mrs. Lovett og tilbereder mad nede i helvede, men teksten formår ikke at hæve sig over det meget jævne.
At det så alligevel lykkes at hive fire stjerner hjem, skyldes især Oscar Dietz i rollen som Filip der bliver Djævelens Lærling. Han formår at få et væld af nuancer ind i rollen, lige fra hans kejtede dreng i begyndelsen til hans ondskabsfulde og magtfulde alter ego senere i forestillingen, og tilbage til den modne dreng i slutningen. Det er en transformation vi tror på, og den er mesterligt sunget og spillet med en inciterende udstråling der fylder hele det store telt hvori forestillingen spilles.
Kasper Leisner er myndig og sjov som Djævelen, og vi føler hans splittede sind. Bjarke Atterdag Helgason er herligt ondskabsfuld som skurken, Christina Elisabeth Mørkøre og Søren Hauch-Fausbøll er herlige som forestillingens kære og komiske par. Anne Suppli lyder smukt som moderen og er flot følelsesfuld i sit spil.
Mikkel Moltke Hvilsom er adræt som forførende kat, men Sofie Amalie Kronborg Christensen er temmelig utilstrækkelig som Satina der stjæler Filips hjerte.
Sine steder ligner forestillingen desværre en bedre skolekomedie, men de gode steder hiver heldigvis forestillingen tilstrækkeligt op, og slutningen er nærmest rørende.
En mærkeligt ujævn tur i teatret – men sådan er det vel også i helvede!