Jonathan Chmelensky er en både mandig og følsom Gennaro i Nikolaj Hübbes fejlskud af en nyfortolkning af nationalballetten Napoli. , Foto Henrik Steenberg

Man kan ikke slå Bournonville ihjel

Af Per Lundsgaard 4. november 2018

I balletten Napoli på Det Kongelige Teater viser et stærkt dansende hold hvilken styrke der er i Bournonvilles gamle ballet fra 1842, selvom man har gjort alt for at slå den ihjel fra iscenesættelsens side. 

Titel:
Napoli

Teater:
Det Kongelige Teater
Gamle Scene

Spilleperiode:
3. nov 2018 - 7. mar 2019

Nikolaj Hübbe og co. har flyttet handlingen frem til 1950'ernes Napoli. Det giver anledning til en masse finurlige figurer i første akt. Her er ludere og lommetyve i kærlig krans med sømænd og fiskere i den summende havneby med udsigt til den berømte vulkan, Vesuv. Men de mange figurer og det lidt halvhjertede forsøg på at efterligne Fellinis filmunivers får fortællingen om Gennaro og Teresina til at træde lidt baggrunden til fordel for en masse fjolleri i det store persongalleri der ikke skal mange steder hen andet end at fylde ud. Man opdager ikke, hvis man da ikke lige vidste det i forvejen, at Teresina og Gennaro sejler ud i en båd der kæntrer så Teresina ender hos havmanden Golfo og hans hær af lokkende kvindelige najader. 

Her er forestillingens andet problem, for pludselig er vi en anden ballet med et trinsprog tæt op ad Balanchine, og med nykomponeret musik der ikke passer synderligt godt med den originale musik. Det er i og for sig ligegyldigt for den samlede forestilling at Ryan Thomas er en flot forførende danset havmand, og Nikolaj Hübbes koreografi er interessant og velfungerende – for det har absolut intet med balletten Napoli at gøre.

Sidste akt hjælpes heller ikke på vej af især herrernes grimme kostumer, og det at både børn og karakterer skal blande sig i de festlige taranteller. 

Men Bournonville overlever alligevel dette tåbelige kunstgreb. Man har fjernet religionen, men man kan ikke fjerne kærligheden til livet i hans sprudlende ballet. 

Holly Jean Dorger er en bedårende Teresina og Jonathan Chmelensky er en flot Gennaro. Sikre i trinene og udtryksfulde i spillet. Ballabilen og pas de sixen danses med overskud, og det samme gælder de mange soli i tredje akt. Taranteller fyger over scenen, sprudlende af livsglæde, og korps og solister ser ud til at være i rigtigt god form – en skam repertoiret ikke også er det!

Tjek os ud

Teater

Annonce

Bedste hotelmorgenmad i København

Er morgenmad virkelig det nye “sort”?

Nogle siger, at morgenmad er det vigtigste måltid på dagen, men graver man efter bevis for dette, ...

Hotel Skovly - en perle på Bornholm 

Endnu en påskeferie er bag os. Folk har forskellige præferencer, når det kommer til hvordan og hvad de bruger ...

Hotel Skovly ligger i nærheden af Rønne og er let fremkommeligt uanset om man bruger den offentli...

Der er masser af spas i opesætningen af Ariadne på Naxos på Operaen, men det trætter i længden.

Smuk sang og forvirring

Ariadne på Naxos er fuld af den skønneste musik fra Richard Strauss, som bliver flot formidlet på Operaen i en...

16. mar
Askepot med Lions Musical er et flot show.

Musikken redder Askepot

Den nye musicaludgave af eventyret om Askepot er et flot show i Tivolis Koncertsal – med masser af god musik s...

9. mar
Jytte fra Marketing er desværer gået for i dag, er en sjov satire med smukke øjeblikke.

Jytte er tilbage i sjovt marketingsshow

Teatersuccesen fra Nørrebro Teater, Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag, er tilbage i en ferm turne...

8. mar
Operaen Werther med Den Jyske Opera er stærkt beskåret og foregår i nutiden.

Dobbeltvoldtægt på Gamle Scene

En umoden og selvfed helt, der bevæger sig rundt i en tudegrim scenografi, gør Den Jyske Operas produktion a...

6. mar