Man kan ikke slå Bournonville ihjel

Nikolaj Hübbe og co. har flyttet handlingen frem til 1950'ernes Napoli. Det giver anledning til en masse finurlige figurer i første akt. Her er ludere og lommetyve i kærlig krans med sømænd og fiskere i den summende havneby med udsigt til den berømte vulkan, Vesuv. Men de mange figurer og det lidt halvhjertede forsøg på at efterligne Fellinis filmunivers får fortællingen om Gennaro og Teresina til at træde lidt baggrunden til fordel for en masse fjolleri i det store persongalleri der ikke skal mange steder hen andet end at fylde ud. Man opdager ikke, hvis man da ikke lige vidste det i forvejen, at Teresina og Gennaro sejler ud i en båd der kæntrer så Teresina ender hos havmanden Golfo og hans hær af lokkende kvindelige najader. 

Her er forestillingens andet problem, for pludselig er vi en anden ballet med et trinsprog tæt op ad Balanchine, og med nykomponeret musik der ikke passer synderligt godt med den originale musik. Det er i og for sig ligegyldigt for den samlede forestilling at Ryan Thomas er en flot forførende danset havmand, og Nikolaj Hübbes koreografi er interessant og velfungerende – for det har absolut intet med balletten Napoli at gøre.

Sidste akt hjælpes heller ikke på vej af især herrernes grimme kostumer, og det at både børn og karakterer skal blande sig i de festlige taranteller. 

Men Bournonville overlever alligevel dette tåbelige kunstgreb. Man har fjernet religionen, men man kan ikke fjerne kærligheden til livet i hans sprudlende ballet. 

Holly Jean Dorger er en bedårende Teresina og Jonathan Chmelensky er en flot Gennaro. Sikre i trinene og udtryksfulde i spillet. Ballabilen og pas de sixen danses med overskud, og det samme gælder de mange soli i tredje akt. Taranteller fyger over scenen, sprudlende af livsglæde, og korps og solister ser ud til at være i rigtigt god form – en skam repertoiret ikke også er det!