Løgn med løgn på

Livingstones Kabinet er gået sammen med Teater V og Den Fynske Opera om forestillingen Kejseren som er en slags parafrase over H. C. Andersens  Kejserens Nye Klæder – en lille mesterlig fortælling om løgne, bedrag og manipulation. 

Tænk om man havde lavet en fræk og bidende cabaret ved at holde sig til Andersens historie – men nej: Man vil selv frem med den store pegefinger og male med den brede politiske pensel – så klodset og trampende at ethvert spor af  finesse og raffineret politisk teater forsvinder. Lange tekster om meta-teater, og kejserens tanker inden paraden med et usynlige klæde virker kunstige og abrubte for flowet i forestillingen. 

Når det indlagte børnekor til sidst stiller sig op foran os og vredt fortæller os at vi ikke kan være det bekendt – og skal begynde at rydde op – er man næsten kvalt i formanende meninger. 

Sjovt er det dog i en interviewscene for kejseren gentager de samme sætninger fra en tale i forskellige rækkefølger som svar på spørgsmålene – se det er raffineret – havde der bare være mere af det. 

At det også skal påklistres at de to bedragere i Andersens historie egentlig er dygtige skræddere der på grund af rationalisering og effektivisering igangsat af en international chef bliver nødt til at vælge det hurtige og kvalitetsløse – og dermed begynder at narre Kejseren med det usynlige stof – er nærmest en direkte fornærmelse mod Andersens fortælling.

Musikalsk er vi i godt selskab med Pete Livingstones musik og karakteristiske sangstemme samt Birgitte Prins, Johannes Lilleøre og Bebe Risendorfs som backing.

Hele forestillingen virker ufærdig – som et workshop-forsøg der gik galt. Desværre er det en færdig forestilling vi er vidne til, men som kejseren tænker hos Andersen: 

"Nu må jeg holde processionen ud." Og kammerherrerne gik og bar på slæbet som der slet ikke var.