Primadonnaens aften

Der var intenst spil og fyrig gnist i øjnene på den italienske gæstesopran Maria Pia Piscitelli i titelpartiet i Puccinis opera Tosca. Hun havde både salen og sine to mandlige medspillere i sin hule hånd. Konstant holdt hun vores fokus, og med en flammende glød i stemmen – især i anden akt – var hun aftenens ubestridte stjerne.

Peter Langdals iscenesættelse er heldigvis meget loyal mod teksten og tiden den er skrevet i – kun Karin Betz' scenografi giver en moderne ramme med det konstant vekslende scenebillede af bevægelige vægge og gulve der suger tilskuerne ind i den følelsesmæssige karruseltur de medvirkende er på i Luigi Ilica og Guiseppe Giacosas melodramatiske libretto. Med Puccinis medrivende og dramatiske musik får følelserne de helt rigtige vilkår til at folde sig storladent ud.

Jun Märkl får også orkestret til at give fuld skrue – lidt for bastant i første og sidste akt – men i anden akt kommer der lidt varme på de følelsesmæssige toner aftenen står og falder med.

Niels Jørgen Riis og David Kempster er mændene der flår i Tosca. Begge giver de masser af begær og fyrighed, men alligevel synes det ikke at kunne leve helt op til det niveau deres Tosca befinder sig på denne aften, og det får dynamikken og balancen i forestillingen til at virke en smule skæv og sine steder anstrengt.

Det er i de mindre roller som hos Steen Byriel som Sakristanen og Jens Christan Tvilum som Spoletta at vi skal finde sangere der formår helt at sammenflette stemme og dramatik. 

Det Kongelige Operakor er igen i vokal særklasse og Købehavns Drengekor giver flotte lyse stemmer til det samlede lydbillede – med Frederik Vestergaard som solist med en klingende klar drengestemme. 

Denne udgave af Tosca – ved genopsætningen iscensat af den altid sikre Anne Fugl der formår at gøre opsætningerne klare i detaljerne – kan holde i mange år på operaen. Næste gang kan vi måske få et mere jævnt klangbillede blandt solisterne.