Ofring i drivhuset

Operaens store scene indtages i disse dage af Den Kongelige Ballet og deres ny flotte balletprogram. Der lægges ud med en danmarkspremiere på den britiske stjernekoreograf Wayne McGregors ballet Afterite som havde urpremiere med American Ballet Theatre i New York i maj 2018. Det er et rimeligt nyt værk bygget over Nijinsky-klassikeren Le Sacre du Printemps fra 1913, der er berømt for sin førsteopførelse i Paris som chokerede og ophidsede publikum så en del måtte bortvises fra teatret.

Så galt går det dog ikke på Holmen. Publikum i dag er noget mere hårdføre end i 1913. Her var det mere begejstringsråb der mødte danserne ved fremkaldelsen.

I McGregors version er vi et sted ude i fremtiden. Den økologiske balance synes at være nedbrudt, og eneste tegn på liv på den tomme scene - hvis baggrundsprojektioner minder om en gold og livløs ørken -  er et drivhus i baggrunden hvor planter vokser og to børn opholder sig. 

Man får en fornemmelse af både overgreb og ritual i koreografien til korpset der alle er klædt i jordlignende farver. Overraskende og velfungerende er koreografien med masser af ekspressive bevægelser med arme og ben. Man forstår at det er et slags samfund i opløsning – mennesker der nærmer sig dyrenes overlevelsesinstinkter. En mor må ofre sit barn til samfundets overlevelse – ritualet foregår i drivhuset hvor giftige gasser tager barnet. Barskt og hjertegribende øjeblik med J'aime Grandall og Marcin Kupinski i en voldsom og desperat pas de deux. 

McGregor har skabt et værk og en koreografi der flot komplementerer Stravinskijs musik. Korpset på scenen danser koreografien med masser af indlevelse, og det er dejligt at se Gregory Dean tilbage på scenen, og igen lægger man mærke til Matteo Di Loreto, Liam Redhead og Jonathan Chmelensky i forførende øjeblikke.

Aftenens andet værk er nyklassikkeren Etudes - som jeg i hvert fald aldrig bliver træt af at se på – i hvert fald slet ikke som den danses lige for tiden af Den Kongelige Ballet. 

I Thomas Lunds iscenesættelse får den et snert af noget mere organisk, flirtende og sexet der i den grad klæder det efterhånden ældre værk, og gør det moderne. 

Der danses med et smittende overskud og en lynende præcision af korpset – især de hvide damer imponerer. Drengene er lidt mere ude af trit – især i ballettens store finale. 

Ida Praetorius er indbegrebet af en dejlig ballerina i det store hovedparti. Hendes balancer er denne aften imponerende, og selv ikke enkelte fejl kan rykke ved indtrykket af den brillante fortolkning af rollen. 

Som hendes to herrer er Guilherme De Menzes flot drejende i piruetter og Jón Axen Fransson flyvende i springene. Sidstnævnte blev også fuldt fortjent udnævnt til solodanser efter fremkaldelsen. Jublen ville næsten ingen ende tage!

Det blev på mange måder en meget menneskelig og medrivende Etudes vi var vidne til denne aften - og tak for det!

Afsted til Operaen for at få en diverterende og imponerende balletaften.