Spøgelser i keramikbutikken

Ghost er en af 90' ernes store romantiske film med Demi Moore og Patrick Swayze i hovedrollerne, og med den berømte scene med den erotiske drejning af ler. 

Det er smart nok set at overføre det til scenografien i forestillingen, at lade lerkrukkerne være hoveddekorationen på scenen. Problemet er at de er temmeligt klodsede at se på - som om de medvirkende render rundt i en smølfelandsby lavet af ler. De store krukker på scenen er også stationære hvilket ikke giver mange muligheder for forskellige scenebilleder, og de er faktisk ubrugelige til enhver location igennem forestillingen. 

Ellers er det faktisk en gedigen udgave af musicalen vi får i Tivolis Koncertsal.

Bruce Joel Rubin har selv bearbejdet sit oscarvindende filmmanuskript til scenen, rapt oversat til dansk af Helle Hansen og Thomas Bay. David Steward fra Eurythmics har skrevet forestillingens poppede og swingende partitur. Her er store ballader, gospel og storbyrytmer for alle pengene. 

Modsat udgaverne i London og New York er der her fokuseret mere på historien mellem de tre venner Molly, Sam og Carl, og mindre på de effekter som fik forestillingne til at imponere i de store teaterbyer. Bedre gik det i London end i New York hvor forestillingen hurtigt blev pillet af plakaten igen. Jeg så den i London og savnede ikke de mange effekter - men savnede dog som nævnt en bedre scenografi.

I de berømte hovedroller er Mikkel Moltke Hvilsom mere nuttet end mandig i rollen som Sam, men han giver rollen en følsomhed som den har godt af - og så synger han med varme i stemmen. Frederikke Vedel har rollen som Molly. Hun kæmper med at få nogle følelser ind i sit spil og fremstår en smule unuanceret og stiv på scenen - og så har hun en meget skinger klang og uden nogen form for varme på sin stemme der bliver forværret af at blive forstærket i en microport - ikke en umiddelbar nydelse at lytte til.

Johannes Nymark giver rollen som Carl en ægte desperation og samtidig en charme der gør at vi kan forstå hvodan han kan manipulere med både Molly og Sam.

Aftenens stjerne er ubestridt Sara Gadborg i Whoopi Goldbergs rolle som Oda Mae Brown, den lurvede spåkone der pludselig opdager sit talent for at tale med folk fra det hinsides. Sara Gadborg tager alle midler i brug og får alt det ud af rollen den kan trække - og forbliver helt sin egen version - og så kan man her tale om en stemme med både varme og volumen. Den vil man gerne høre på en hel aften!

Koreografisk er vi på det jævne men velfungerende - og sådan bliver helhedsindtrykket af forestillingen.