En fortælling om en kvinde

Forestillingen er skrevet af den engelske dramatiker Martin Crimp og havde oprindeligt premiere på det berømte Royal Court Theatre i London. Det er en forestilling uden egentlige figurer, bortset fra den Annie som de alle sammen kæmper om at få lov til at fortælle historien om. 

Det er ikke en sammenhængende historie om Annie som sådan. Snart er hun terrorist, snart er hun bil, og pludselig er hun flygtning på vej væk fra en brændende by.

Forestillingen er skrevet som en parafrase over at vi måske ikke selv er herre over vores fortællinger – men er afhængige af hvordan vores historie bliver fortalt, og hvem der gør det. Det er også en forestilling om hvad det gør når man gør et barn fortræd. 

Teksten rammer også flere gange aktuelt ned i det politiske billede midt i en valgkamp, hvor der bl.a. Dansk Folkeparti er kommet med krav om at ansøgere til Kunstakademiet og Musikkonsevatoriet skal lave mindre "pling-plong og klatmaleri" – noget der diskuteres i forestillingens tekst samtidig med at beskyldninger om at være rascist og nazist også dukker op i disse valgtider. 

Forestillingen er dog ikke helt så smart som den selv tror, og slutningen falder helt til jorden, men heldigvis er de medvirkende fulde af ironisk distance til værket og ikke mindst sig selv. Det gør forestillingen spiselig for publikummet i Odense. Alle otte medvirkende brillierer hver i deres scener i forestillingen – men især Siff Vintersol, Ellaha Lack og Magnus Andersen Hald sætter sig ekstra godt i hukommelsen efter man har forladt teatret. 

Det er skønt at opeve et skuespillerhold så homogent i energi og intensitet. Det er en frodig og voldsom tekst vi skal igennem, men underholdene, tankevækkende og fascinerende er det i Rune David Grues iscenesættelse – og med nogle herlige musikalske indslag.