En våd designerdrøm

Det er en fornøjelse at se Alban Lendrof tilbage i noget bedre form end til Copenhagen Summer Dance sidste sommer. Her har han scenisk overskud til den noget beskedne koreografi som det mest ser ud til at han selv har lavet, mens koreografen René Vinther synes at have koncentreret sig om de øvrige dansere og den flotte videografik der bryder scenen.

Alban Lendorf har masser af nærvær og stjernepower i rollen som arkitekten der ser ud til at have noget der minder om både et mareridt og en våd drøm om sit materiale – der består af seks dansere (fire herrer - to damer). Er dansk design en drøm eller et mareridt? Svaret får vi ikke. Vi får egentlig heller ikke meget Dansk Design på scenen. Titel og idé synes at være noget søgt – måske mere en smart marketingsstrategi end en egentlig substans for aftenens ballet.

René Vinther kender vi som sikker leverandør af spændende dansenumre i Cirkusrevyen hvor konceptet ofte er mere i højsædet end trinene. 

Det samme kan siges om denne aftens ballet der virker som et fem minnutters nummer i Cirkusrevyen der er blæst op til 45 minnutter. Længere varer aftenen nemlig ikke.

Det er tyndt og gennemsigtigt men smart og et langt stykke af vejen temmeligt medrivende – især på grund af Alban Lendorf, men også på grund af den meget velfungerende videografik og scenografi af scenografstjernen Benjamin La Cour. Den forførende rytmiske musik af Jesper Mechlenburg og Mike Sheridan begejstrer også, men Dansk Design handlede det ikke om!