Stærkt teater om en stærk kvinde

Vi er i en slags hybrid mellem teaterforestilling og installations-performance med Jeanett Albecks personificering af Brøgger som det samlende midtpunkt.

Det er brudstykker af Brøggers eget liv vi får serveret på scenen. Om barndommen med moderen der ikke var som andre mødre: Hun lå konstant i sengen, ofte stærkt påvirket af depression med deraf følgende rusmidler. 

Den unge Suzanne vokser op og kæmper mod det "naturlige" kvindeideal der lå i tiden. 

En central del af forestillingen omhandler en voldtægt i det tidligere Sovjetasien – en uhyre detaljeret, nærmest ubærlig fortælling der står stærkt tilbage efter forestillingen. Den fortælling får Brøgger publiceret, og det stempler hende som nærmest liderlig og frivol i en tid der ikke forstod når kvinder fik nok eller turde råbe op. 

Dermed rammer forestillingen lige ned i en tid hvor kvinderne igen råber STOP med hele #metoo kampagnen. Men ikke kun kvinderne siger fra: Også store dele af LGTBT-miljøet siger fra, og dermed har forestillingen fat i en endnu større skare af kernepublikummer. 

Jeanett Albeck er formidabel i rollen som formidler af Brøggers tekster. Hun har sat i tekst og tone med stor respekt for materialet, og stadig med masser af melodiøs vellyd og smukke detaljer – bl.a. fra pianoet. 

Lige så imponerende er Mia-Luise Heide som forestillingsleder der hele tiden er på arbejde med at få scenografien og rekvistitterne til at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt – hele tiden synligt for publikum i salen. 

Til sidst kan vi komme ned på scenen og se den kunst der er blevet skabt i løbet af forestillingen – fra billeder malet med kussen til parykker fra forestillingen. 

Det er provokerende men også befriende uhøjtideligt og fandenivoldsk teater til tiden.