Op og ned ad trappen

Vi er åbenbart i sæsoner med underlige Carmen-opsætninger på Det Kongelige Teater: balletten i sidste sæson – nu er det så operaens tur. Denne nye Carmen, af den kendte iscenesætter Barrie Kosky, på Operaen minder om en hybrid mellem Berliner-cabaret og amerikansk Ziegfiled Follies show. Ingen af delene er særlig spansk, og det gør forestillingen mere fremmed for sit forlæg end godt er – og det er selvom vi åbner med en Carmen i toreadortøj.

Hun er stærk som en mand, hende Carmen, og hun lever sit liv med friheden som det vigtigste over kærligheden. Hun er også forestillingens forførende centrum og mændende omkring hende er underlagt hendes lyster. Det kan den jævne og skinsyge Don José ikke leve med, og det bliver som bekendt Carmens endeligt.

Carmen er en kendis. Alle kender hende – også uden for det faste opera-publikums rækker. En af verdens mest berømte operaer er Bizets melodiøse mesterværk fra 1875. Den blev ikke en succes ved premieren, men sidenhen er den blevet en af verdens mest spillede operaer. På Det Kongelige Teater har den gået 565 gange. 

Problemerne er mange i denne nye opsætning. Det bliver hurtigt ensformigt at se på den store trappe der er forestillingens eneste dekoration gennem de tre timer opearen varer. Man kan gå op og ned – og det gør kor og solister så, krydret med dansere der ved hjælp af den raffinerede koreografi er aftenens højdepunkt.

Ensformigt bliver det også med den voice-over der er tilført denne version, med en monoton oplæsning af bogen operaen er baseret på. Flere steder giver det der synges heller ikke megen mening med det der foregår på scenen. 

Det er som en slags showforestilling over Carmen. At vi så heller ikke bliver forkælet sangmæssigt, hjælper ikke på aftenen. Katastrofal kunne man næsten kalde Anatoli Sivkos indsats som Escamilo. Flot så han ud men stemmen knækkede konstant. Michéle Losier var en flot og sensuel Carmen, men nogen varme var der ikke hverken i stemme eller skuespil. Kølig og distanceret var hun. Migran Agadzhanyan sang sig op i løbet af aftenen men var totalt ladt i stikken af opsætningen, og selv Gisela Stile virkede utilpas på den store trappe. 

Et flot show uden noget som helst på hjerte og med en slutscene som ikke fungerede efterlod mig kold om hjertet i salen. Forførelse var der ikke tale om – bortset fra Det Kongelige Kapel der overdådigt øste ud af musikalsk overskud fra orkestergraven under ledelse af Alexander Vedernikov. Her fik vi det drama og den passion der så fatalt manglede på scenen.