Det Kongelige Kapel er i centrum i den iscenesatte koncertopførelse af Tristan og Isolde på Operaen., Foto Camilla Winther

En begavet quasi-scenisk Wagner-satsning

Af Knud Arne Jürgensen 28. oktober 2019

I den netop påbegyndte operasæson med et lovende udbud af nyproduktioner vi ikke har set mage til i de forrige sæsoner, må man dog, når man træder ind i salen, uvilkårligt stille sig spørgsmålet om det er nød der lærer en nøgen operascene at spinde?

Titel:
Tristan og Isolde

Sted:
Det Kongelige Teater
Operaen
Store Scene

Spilleperiode:
Frem til 14. november 2019

Valget at præsentere Wagners hovedværk Tristan og Isolde som en ”iscenesat koncertopførelse” (med operachefens egne ord) får en til umiddelbart at tænke ordet ”spareøvelse?”. Hvis det er baggrunden, så er det i mine øjne en begavet en af slagsen. Med Det Kongelige Kapel placeret i al sin magt og vælde på scenen får man Wagners ditto i sigte lige fra første øjeblik hvilket i sig selv er en stærk visuel effekt.

Orkestret sidder under en gold, svævende natmåne i fotografisk projektion og spiller ligesom op til denne golde planet og sætter med dirigenten Lothar Koenigs’ kompakte og samlende orkesterklang dermed en klangbund an der opleves som blev den kastet ud mod publikum fra dette fjerne himmelobjekt. Tilhørerne modtager dermed Wagners højspændte drama som en art universelt ekko af nogle af de stærkeste universelle værdier vi finder i menneskelivet, alt imens månen ildevarslende changerer i forskellige marmor- og skylignende formationer – ja sågar celledeler sig i sit eget indre. Dette enkle sceniske greb sammenholdt med sangernes placering både foran og bag det store orkesterlandskab opleves som om solisterne iklæder sig Wagners vokale tonedigt, ligesom deres enkle velskårne klædedragter skaber en monumental, samlende enhed i denne ”iscenesatte koncertopførelse”.

Tristan og Isoldes skæbnefortælling om deres usagte kærlighed som først for sent udfolder sig, fremstår i dette sceniske landskab både stærkt og koncentreret, omend man må konstatere visse åbenlyse sceniske mangler undervejs. De formindsker dog ikke oplevelsen af at afkode personkonstellationerne med en så kondenseret scenisk fremtoning. Koncentration fremmer som bekendt forståelsen, og det ellers allestedsnærværende regi-teater er vi overmætte af. Det er derfor på en gang befriende og overraskende at opleve virkningerne af denne ”spareøvelse” hvis sceniske effekter er slående og intelligent udformet. Aldrig tror jeg at verdens nok mest berømte akkord-opløsning, Wagners såkaldte ”Tristan-akkord”, har fået en mere slående scenisk effekt end i det øjeblik hvor hovedparret lægger deres håndflader mod hinanden og billedet fryser fast i månens ubønhørlige skær, alt imens Tristan-akkorden langsomt opløses. Et skæbnemoment, der står tilbage som hele opførelsens signatur.

Sangermæssigt trækker Ann Petersens Isolde-niveauet op til svimlende himmelhøjder og synger så selv de fineste passager kan høres helt op til månen. Hun er stærkt sekunderet af Christopher Ventris som en vokalt sikker, men scenisk mindre overbevisende Tristan-figur. Vokalt uovertruffen og scenisk autoritativ står Hanne Fischer i rolledebuten som Isoldes terne, Brangäne, der ubønhørligt forsøger at påvirke skæbnefortællingens forløb med varsler og handlinger. Mest imponerende ved hele opførelsen er dog nok dens sammenspillethed hvor sangerne med ryggen til orkestret under hele forløbet smelter sammen med orkesterklangen og dirigentens sikre ansatser uden en eneste direkte øjenkontakt. Hvis ikke andet så er denne ”koncertopførelse” en sjælden anledning til rent musikmæssigt at opleve hvad Wagner dybest set mente med sit ”Gesamtkunstwerk”.

Tjek os ud

Teater

Annonce

Skræddersyede drinks i hemmelig kælder

Er niche-gin og special-tonic ved at være et overstået stadie? Så er det måske tid at besøge Kyros & Co i Tegl...

Jeg er så gammeldags at jeg helst skal have min bil med – ALLE steder. I aftes førte det ti...

Jagten på den ultimative sommerdessert

Sol, sommer og gode desserter på Madklubbens to restauranter Bistro Royal og Brasserie Royal.

Selvom den danske sommer altid på en eller anden måde er et godt samtale emne, handler den som regel mest om r...

Kærligheden blomstrer mellem to unge dansere i den smukke georgiske film Imorgen danser vi

Betagende smuk film om forbudt kærlighed i Georgien

Imorgen danser vi, er Georgiens svar på Call Me By Your Name, og det er efter min mening en både bedre og vigt...

20. nov

Pagten - Et fortryllende mesterværk!

Med en imponerende scenografi, vilde effekter, fællessang og et veloplagt cast havde skuespillerne publikum i ...

15. nov
Der er godt gang i kærlighedsforviklingerne i Mozarts Cosi van tutte på Operaen

Flot sunget utroskab

Mozarts liflige og livlige opera om utroskab, Cosi fan tutte, er tilbage på Operaen i en lidt skrabet men smuk...

15. nov

The Nether - Uhyggeligt tabuteater!

Velkommen til Glemmestedet. Her kan du udleve dine indre tabubelagte fantasier hvad enten det er pædofili elle...

13. nov