Smukt balletgæstespil på Operaen

Det er med stor foventning og spænding at man sætter sig i stolene på Operaens Store Scene til gæstespillet med San Francisco Ballet. Dels fordi de var en godt bekendskab sidste gang de var i København da de gæstede Tivoli for nogle år siden, dels fordi de kommer med Helgi Tomassons udgave af Romeo og Julie i danske Jens-Jacob Worsaaes scenografi.

Vi er godt vant i Danmark med Den Kongelige Ballets Romeo og Julie af John Neumeir i Jürgen Roses æstetiske scenografi, så det er hårde vilkår at konkurrere med netop den ballet. Lad det være sagt med det samme at det ikke lykkedes for San Fransisco Ballet og Helgi Tomasson at komme op på højde med Neumeirs version. Tomassons version er fra 1994 og Neumeirs fra 1974 – alligevel føltes Tomassons version noget gammeldags i udtrykket hvor Neumeirs stadig virker nutidig. 

Det skyldes bl.a. at San Francisco Ballet præsenterede en temmelig overdreven, unarturlig balletgestik hos karakterdanserne og korpset hvor vi plejer at se en mere naturalistisk stil hos Den Kongelige Ballets dansere. Det fik dramaet til at føles fjernt og karakterløst – og først op mod slutningen blev vi grebet af Romeo og Julies tragiske ridt mod døden. 

Der var dog nogle meget smukke scener – bl.a. balscenen hos Capulet og den sidste scene i katakomben hvor Romeo og Julie ender livet. Der er delikate farver i kostumer og dekoration, men der synes at være problemer med at få forestillingen til at glide gnidningsløst på Operaen – måske har man ikke haft tekniske prøver nok; man hørte i hvertfald flere gange højlydte råb fra kulissen. 

Misa Kuranaga var en henrivende Julie med smukke linjer og flot teknik, men det tog lidt tid før vi fik lukket op for følelserne. Til gengæld var Angelo Greco både flot dansende og med masser af ungdommelig kådhed som Romeo, Joseph Walsh var en fræk og forførende Mercutio, og hans dødsscene er en af de bedste jeg har set. Det var også fuldt knald på koreografien til gøglerne samt fægtescener, og der var smukke pas de deuxer til Romeo og Julie med flotte løft – især jo længere vi kom ind i balletten. Faktisk blev forestillingen bedre og bedre i løbet af de tre akter – med første akt som klart den svageste. 

Det var alt i alt en smuk aften i Operaen, og altid en nydelse at høre Det Kongelige Kapel spille Prokofjevs fortryllende musik, men alligevel kunne man ikke sige sig fri for at føle en smule skuffelse da man gik ud af Operaen. Var de bare kommet med Tomassons og Worsaaes smukke Tornerose i stedet som vi savner meget på Kongens Nytorv!