Blixens billedbog

Jo længere, jo bedre, synes at have været devisen for Gregory Dean og kompagni da man skabte balletten Blixen. Tre timer varer den – og det kan man kun slippe af sted med hvis indholdet er stærkt nok. Emnet må siges at være det – Karen Blixens dramatiske liv – men desværre formåede forestillingen ikke at holde dramaet hele vejen i gennem.

Problemet har måske været at man ville have for meget med, og derfor blev det til en slags dansende billedbog hvor man fik forskellige scener fra Blixens liv fra vugge til grav, uden at tage en dramatisk fortællemæssig vinkel.  Hvad vil Gregory Dean sige med Blixen? Vil man lave en romantisk danset tragedie, skulle man måske have koncetreret sig om Afrika-delen. Vil man fortælle om den excentriske succesforfatter, skulle man være gået mere abstrakt til titelfiguren. Vi ender med hverken det ene eller andet men får i bidder lov at se glimt af hvad det måske kunne have været.

Gregory Dean har skabt en masse flotte trin og scenebilleder sammen med scenografen Jon Morrell. Især er det flot løst at vise den afrkanske stamme som betød så meget for Karen Blixen i mørke profiler når man nu ikke kan få tilstrækkeligt med etnisk korrekte dansere til at danse scenerne. 

Kizzy Matiakis er imponerende i hovedrollen som Blixen. Hun får et væld af nuancer ind i den unge Blixens ulykkelige kærlighedsliv og er gribende dramatisk som den ældre Blixen. Det er absolut vidunderligt at se Mads Blangstrup på scenen igen i en af ballettens bedste scener hvor han som Blixens far danser med barnet Karen. Gregory Dean er selv på scenen som Denys Finch Hatton som blev Karen Blixens store kærlighed, og han er det perfekte valg til rollen som den eventyrlystne, aristokratiske englænder, Alexander Bozinoff har også fint fat i den unge forfatter Thorkild Bjørnvig og hans stromombruste forhold til Blixen i hendes ældre år, og Stephanie Chen Gundorph og Matteo Di Loreto får danset et sensuelt Scheerezade-indslag. Resten af rollerne forblev kun fragmenter, ligesom selve fortællingen endte med at blive det. Der var også fine indslag til korpset, men de blev for lange og gentagne. 

Martin Yates har arrangeret Debussys musik så den  rammer den melankolske, dramatiske tone der klæder Karen Blixen, og Alison Smith fortolker pianostykkerne på smukkeste vis. 

Aftenen ender med at være køn men kedelig – og det tror jeg bestemt ikke Karen Blixen var.