Mere Bonnie end Clyde

Historien om Bonnie og Clyde passer godt til vores tid. Der kan hurtigt findes paralleller fra 30´ernes depression i USA til nutidens skræmmebilleder hvor fattige får mindre og rige mere, og en samfundskollaps kan synes indenfor rækkevidde. Historien om to unge rodløse unge der mødes og slår sig sammen som nådesløst forbryderpar ligger ikke fjern, og forestillingen på Betty Nansen Teatret bruger en tidløs ramme til at fortælle sin historie.

Det skal nok tale til de unge forestillingen også gerne vil ramme - det samme skal den rappe og forførende frække koreografi som Signe Fabricius har skabt. Der er også mange fine karaktertræk hos de medvirkende dansere der får de enkelte scener til at fungere ganske flot dramaturgisk.

Men som sammenhængende historie fungerer forestillingen ikke så godt. Vi taber den røde tråd i et virvar af musikstilarter og scener, og eneste samlingspunkt er en opremsning af datoer og begivenheder i Bonnie og Clydes kriminelle karriere sammen med deres bande af skæve eksistenser. Trenden med unødigt gentagne replikker i danseforestillinger har desværre også indfundet sig her. Det er synd når man har en danser som Astrid Elbo som Bonnie - der i den grad formår at fortælle en historie uden ord. Med et fandenivoldsk blik i øjet og sex i de lange ben forfører hun ikke kun Ulrik Birkjærs lidt blege Clyde, men hele salen. Forestillingen bliver mest hendes - men det kan jo også være et valg af instruktøren og koreografen - Signe Fabricius er begge dele - mens Elise Kragerup har været konsulent på instruktionsdelen. 

Ulrik Birkjær er lidt mere tilbagetrukket som Clyde uden den dæmoniske charme man kunne tænke sig den virkelige Clyde må have haft, blandt de øvrige dansere står specielt Mads Gronemann ud med guldtænder og uimodståelig rytme i kroppen. 

Der er mange gode scener undervejs - fyldt med humor, erotik og desperation - den sammenhængende fortælling forsvinder desværre hurtigt, og man undrer sig lidt over hvorfor man skulle se netop den historie. Men flot og underholdende er det og Signe Fabricius viser sig igen som en koreograf der har et godt øje til at skabe spændende og velfungerende koreografier på scenen, om hun også gjorde det i bl.a. West Side Story på Operaen i Malmø og med Amadeus på Det Kongelige Teater.