Lys og mørke

Gazart har før med held taget svære emner op og sat dem på scenen, bl.a. det at skulle håndtere dødsfald i forestillingen Nør jeg lukker øjnene. Denne gang er det at skulle fungere i en skilsmissefamilie. Flere og flere børn må finde en måde at håndtere de foskellige familiesammensætninger de bliver udsat for når far og mor går fra hinanden. 

Det iiluderes ganske flot med en scenografi der består af en masse flyttekasser, der bliver skilt og sat sammen på utallige måder - ligesom de familier børnene på voice-over fortæller om. 

Ganske smart er det også at begynde forestillingen med fart og tempo for at få fanget et publikum der denne formiddag bestod af ikke helt nemme skoleklasser. 

Men der kom hurtigt gang i forestillingen - og der var sekvenser med masser af humor, som når de forskellige familiesammenføringer præsenteres - eller når der flyttes rundt med kasserne i lyntempo - for at illudere hvor svært det kan være at få orden og ro i sit liv som skilsmissebarn. 

Meget flot forklares det til sidst i forestillingen at det at komme fra en forælder til en anden hele tiden, er som at være i et rum der er helt mørkt som man lige har vænnet sig til, og så pludselig skulle komme ind i et rum fuld af lys - som man så skal vende sig til. 

Mange børn og familier der ser forestillingen vil sikkert kunne nikke genkendende til meget af det de ser. Men heldigvis bliver forestillingen aldrig sentimental.

Tali Rázga har sammen med de tre medvirkende dansere skabt en forestilling der er afveklsende i scener og situationer, og som hele tiden holder interessen fanget til dynamisk musik af Rumpistol. Marlene Bonnesen, Fie Dam Mygind og Søren Linding Urup er alle meget sympatiske dansere og får koregografien til at flyde legende let hen over den lille scene i Zangenbergs Teater.

En danseforestilling for børn og forældre der giver et fint indblik i det at være i en opsplittet familie.