Vampyr-gejl i højt gear

Dance of the Vampires har i mange år været meget populær i de tysktalende lande - hvor urpremieren fandt sted i Wien i 1997 - og har siden spillet uafbrudt rundt i det tyske og østrigske siden da - og også i Japan, Polen og en katastrofal opsætning på Broadway der lukkede før den overhovedet fik premiere. 

Det var Roman Polanski selv der stod for original opsætningen - men da han har forbud mod at rejse ind i USA grundet en pædofil-sag - var han ikke indblandet i den skandaløse Broadway-version som den originale Phantom. Michael Crawgord, producerede og selv spillede hovedrollen i. 

Sammenligningen med Phantom er da også oplagt - med den karismatiske Grev von Krolock der forfører den unge pige Sarah. På Det Ny Teater er det også en tidligere Fantom der spiller den tørstige vampyr, nemlig Peter Jorde. og Paul Farnsworth har også referencer til Phantoms scenografi - især i startbilledet med tæpperne halvt nede på stængerne. 

Men ellers er den ny sin egen forestilling - der aldrig når op til Phantom, og det har den egentlig heller ikke nogen ambitioner om fra forfatternes eller Polanskis side. Det er en særegen blanding af farce og gys og det kræver at man som iscenesætter har tungen lige i munden. Det har Daniel Bohr haft svært ved mange steder og opsætningen på Det Ny Teater lander mere mellem to stole end den opsætning jeg så i Berlin for en snes år siden. 

Men når musikken spiller og der synges højt og flot til af det store ensemble så fanges man ind i stemningen, det er ydermere overdådige kostumer og scenografi som Paul Farnsworth forkæler os med, og Per Engstrøm får orkestret til at drøne derud af med patos og volumen. 

Ærgerligt er det dog at dansen er lidt mere tilbagetrukket end i originalen - men den koreografi der er til stede har Alistair David givet et moderne look som giver forestillingen en dynamisk energi.

Peter Jorde er karismatisk i hovedrollen som vampyrgreven og med en forrygende kraftfuld sangstemme, Kim Hammelsvang morer som professoren der vil Greven til livs, mens Monica Isa Andersen og Søren Torpegaard Lund er søde og velsyngende som det unge par. Anders Bilberg er fræk som grevens homoseksuelle søn med et godt øje til professorens unge assistent.

Jim Steinmans musik låner alle steder fra - også fra egne række, bl.a. Bonnie Taylors Total Eclipse of the Heart som Steinman skrev i 1983, mon ikke også han har fået inspiration fra Andrew Lloyd Webber som han skrev musicalen Whistle Down the Wind med i 1996. Det er effektiv musik, og i det hele taget er det en effektiv forestilling. Man skal ikke forvente sig en Phantom 2, men mindre kan jo også gøre det.