Mutter Courage (Karen-Lise Mynster) er på rejse gennem alle tiders krige og konflikter i nationalscenens nye opsætning af Bertolt Brechts rystende kvindeportræt og store antikrigsmanifest fra 1939, skrevet lige før verden brød endeligt sammen. Den nye opsætning bryder ikke selv sammen, dertil er den for gennemarbejdet og reflekteret, men den er statisk i sit udtryk og nyfortolkning af den dramaturgiske Verfremdungs-teknik, som måske var Brechts største bidrag til teaterkunsten.
Med Verfremdung som skrive- og spillestil ville Brecht løfte tilskueren ud til og op imod en nærmest abstrakt universel refleksionsverden over enhver given dramatisk situation. Til dette formål tjente hans sange og lyriske indslag som overbevisende modvægt til den realistiske og politiske konfrontationskunst, han ellers så som sin fornemste opgave at forkynde. Brechts ubehjælpsomme versefødder i disse sange og deres bevidst manglende rytmeharmoni med Paul Dessaus musik står her tilbage som stærke sindbilleder på de haltende og forkrøblede mennesker, der går gennem krigens gru og uendelige lidelser.
Brecht brød med det klassiske drama, som kun få har gjort det i teaterhistorien, men Det Kongelige Teaters nyeste opsætning af hans store antikrigsdrama om kvindefiguren Courage, der lever af og overlever gruen i trediveårskrigen, formidler ikke dette brud særligt overbevisende.
Snarere står opsætningen tilbage som en endimensionel pegefinger-påstand om, at al krig er forfærdelig og til alle tider har hersket over menneskenes livsskæbner. Dette er ikke just nogen nyhed, men den bliver præsenteret som en revolutionerende erkendelse gennem et scenisk udflydende, men samtidig mærkeligt statisk udtryk, hvormed forestillingens instruktør (Signe Strøm Reibo) bevidst har valgt at pakke dramaet ind i. Derved sløres det desværre.
Der er gode momenter, og stærke skuespillerpræstationer undervejs, Karen-Lise Mynster ikke mindst. Med sin forbilledlige, men samtidig skarptskårne stemmes diktion, skærer hun gennem lydanlæggets forstærkere, som var vi vidner til en dokumentarisk reportageoptagelse fra krigszonens slagmarker. Hun sekunderes af sine tre børn, der alle leverer sikre portrætter af krigens ditto.
Katrin Nottrodts scenografi har fine ting med dens brug af forskellige op- og nedsunkne sceneplaner, hvorpå krigsmagtens udøvere og krigens trælle håndterer deres gerninger og udfordringer på. Den kompakte kube på hjul, der trækkes over scenen af de trællende børn, står lige så stærkt som udtryk på, at herfra går Mutter Courages verden ud i krigstumlen. Den bliver et slags krigshelle, som sikrer hende et rum til selvrefleksion over det rå liv, der leves og udspiller sig foran hendes øjne.
Men det stærke indre følelsesliv og drama, som hersker i hendes kvindesjæl, kommer vi aldrig rigtig ind til. Mærkeligt nok er den nærmest eneste sjæleåbning, vi aner i hele forestillingen, kun at finde i et enkelt ultrakort øjeblik, hvor to soldater udfører en art kærlighedsdans sammen med en kvindelig militærperson som tre britiske soldater under 2. Verdenskrig. Her kommer vi i et enkelt glimt – og helt uden ord – tæt ind på den stærke længsel efter at elske og blive elsket midt i alle krigens rædsler, som ellers ligger i rigt mål i Brechts tekst.
Det er primært fremstillingen af den evindelige krigs rumlen og rå magtudøvelse, der synes at have været forestillingens hovedsigte, og her føler man sig som tilskuer noget på afstand eller, om man vil, ”fremmedgjort”, omend ikke just i Brechtsk forstand. Hvor blev kvindens dybe motiver og bevæggrunde midt i krigens rummel af? De anes desværre ikke i denne opsætning.