Vi befinder os under den bølgende havoverflade i godt selskab med velkendte ansigter som trækker tråde tilbage til barndommen.
Her møder vi Ariel, Tumble, Sebastian, Ursula og alle de andre farverige havfolk, fisk og resten af havets forunderlige skabninger. Mågen Skralde, den excentriske franske kok og prins Erik er nogle af de øvrige genkendelige figurer, vi møder i Københavns Opera på kanten af selvsamme hav, hvis hemmeligheder vi de følgende to timer bliver indviet i.
Det er H.C Andersens klassiske historie, her i Disneys fortolkning om Havfruen Ariel, der forelsker sig i mennesket prins Eric. Denne forelskelse og mødet med mennesker er stik imod alle havregler, og havkongen Triton forbyder Ariel at se Erik igen, men som den rebelske Teenager Ariel nu engang er, opsøger hun havheksen Ursula, som forvandler hnede til et menneske. Som betaling må Ariel dog opgive sin stemme til heksen, og for at få den tilbage, skal hun have et kys af ægte kærlighed fra prinsen, inden der er gået tre dage.
Et helt klassisk Disney eventyr! Dog har man i denne moderne opsætning krydret historien med flere sange både fra prins Erik, Skralde, Tumle mfl. De er alle med til at bringe os endnu længere ind i havfolkets forunderlige verden, hvilket bestemt er et kærkomment og morsomt tiltag. Selv en mobiltelefon får sneget sig ind i havprinsessernes værelse, hvor snakken går, make-uppen bliver lagt, og hvor vi erfarer at på land som under vand er teenagepiger måske slet ikke så forskellige endda.
Hvis du husker Disneys slutning, hvor bryllupsskibet sætter sejl og bevæger sig ud på det blå hav for at vie prins Erik og en smuk sorthovedet pige, bedre kendt som havheksen Ursula i forklædning, så vil du uden tvivl blive noget overrasket over denne alternative slutning, for brylluppet er byttet ud med en sangkonkurrence, hvor prinsesser fra nær of fjern møder op og synger deres lunger ud i forsøget på at vinde prins Eriks hjerte. På den måde er der flere steder, hvor denne version afviger en smule fra Disneys. Man kan diskutere, om det virker lige godt alle steder, men det har sikkert også været et spørgsmål om, hvad der var muligt? Alligevel tænker man, at ALT efterhånden er muligt, ikke bare på film, men også på teatret, hvor scenografer efterhånden er blevet nutidens helt store illusionister.
Jeg var meget spændt på, hvordan hele ”svømmedelen” og havfruehalerne var udført. Først blev jeg en smule skuffet; lange kjoler med slæb og trippen over scenen var hvad det kunne blive til. Det endte dog med at fungere godt, men jeg havde drømt lidt om havfruer i wirer fra loftet, lidt à la Cique du Soleil, men der er vi tydeligvis ikke nået til endnu. Når det er sagt var scenografien smuk og farverig, og det er skønt, at man bruger interaktive skærme som kulisse, og derved skaber et omskifteligt, levende rum.
Skuespillere, sangere og dansere var bestemt i top. Kristine yde Eriksen som Ariel sang forventeligt dejligt. Tim Schou som Tumle var et supergodt valg: han er sød og sjov ,og så kan han performe. Max-Emil Nissen som Sebastian var også virkelig en fornøjelse, og sådan kunne jeg blev ved: mågen Skralde, Ursulas to muræner, Kokken, Grimsby og ikke mindst de skønne havfruesøstre. Jeg var specielt vild med den overglade, blonde søster som forelsker sig i Tumle. Hvis jeg skal sætte en finger på noget, må det være Kong Triton, spillet af veteranen Peter Jorde. Det var rent ud sagt en smule pinefuldt at se på! To timers rysten og skælven fra en overbekymret Havkonge/far på randen af et nervesammenbrud, forpustet og overspillet. Hvor er havets magtfulde, vise konge? Netop Kong Triton må siges at være den karakter som afviger mest fra Disneys originale, hvilket på ingen måder gør noget godt for musicalen.
Trods en vattet konge gik jeg fra salen med et smil og med de velkendte sange dybt indprentet i hovedet og måtte nynne med, til jeg faldt i søvn.
4 søstjerner herfra.